Fredag var Belgien flyttet ind i Dagmar, eller det vil sige, der var belgiske film på lærredet og belgiske fristelser i foyeen. Man skulle dog først igennem hele fire film fra det lille land, som klemt inde mellem mere markante naboer som Holland og Frankrig, ikke rigtig har gjort sig så bemærket på filmfronten. Med undtagelse af Dardenne brødrene der har vundet priser for deres naturalistiske stil. Programmet for CPHPIX påstår at belgisk film er ved at blive endda meget succesfuld, så lad os se nærmere på et par af dem der var på plakaten fredag.

De to film der satte gang i løjerne, handlede begge om mennesker midt i livet, der på den ene eller anden måde skulle forholde sig til en midlife crisis. Først den ærlige, humoristiske “Moscow, Belgium”, hvor en mor, Matty, til tre må se sig forladt af sin mand, der har fundet en yngre model. Vi møder hende først gå automatisk rundt i et supermarked, der er ikke meget lidenskab eller liv tilbage i hende. På vej ud fra parkeringspladsen kører hun ind i en lastbil og må se sig overfused af Johnny, den yngre langturschaffør, men han får kam til sit hår, for den før så livløse Matty vil ikke finde sig i at blive kaldt grimme ting. Hvad der starter som et uheld på en parkeringsplads udvikler sig, på trods af Mattys forsøg på at holde afstand til Johnny giver han hende en spænding og intensitet i sit liv, som hun for længst havde afskrevet. Johnny har naturligvis en fortid, og det er med til at komplicere deres forhold, og at Mattys mand finder ud af, at han har savnet stabiliteten i sit liv gør ikke tingene bedre. Det der får “Moscow, Belgium” til at skille sig ud fra mængden er dens humor og dens fordomsfuldhed. Det handler ikke om at finde den evige lykke, den sikre havn eller det store eventyr, det handler om at få det bedste ud af det liv man har og tage chancer, selvom man måske tager fejl.

Den næste der er kørt fast i sit liv er Tomas fra filmen “Nowhere Man”. Han har en kone så smuk og dejlig, at han hele tiden forventer, at hun forlader ham. Samtidig er han træt af sin hverdag i parcelhuskvarteret, hvor en dag ligner den næste. Derfor griber han chancen, for at leve et andet liv, da han en dag kører forbi et brændende hus, som han går ind i, men han kommer ikke ud. I hvert fald ikke ad den dør han gik ind ad, han lægger sin fortid bag sig, og benytter sig af en ny identitet til at stikke af, mens alle tror han er død i flammerne. Men tingene går ikke helt som planlagt, han har købt en bar på en afrikansk ferieø, men baren er nedslidt og øen ikke længere noget ferieparadis. Drømmen om et nyt liv er blevet til et mareridt, Tomas ikke kan vågne fra, han har ingen penge, intet netværk, han eksisterer ikke længere.  Det er en interessant idé Patrice Toye får filmatiseret i “Nowhere Man”, men den fungerer ikke helt så gnidningsløst, som man kunne have ønsket sig. Det bliver lidt for fortænkt og Tomas’ hallicunationer giver ikke rigtig noget til filmen. Derudover føltes de 96 minutter filmen varer, som en evighed.

Tja, min lille tur til Belgien sluttede desværre her, men det kan helt klart anbefales at tage afsted. Jeg håber at kunne nå at se nogle af de andre belgiske lækkerier, især “Rumba”, der bliver beskrevet som “Sesame Street” instueret af Jaques Tati. Det lyder interessant og den går tirsdag d.21/4 kl. 21 i Husets biograf og torsdag d.23/4 i Vester Vov Vov.