Af Ditte Madvig Evald

Nu er tiden kommet til at sige farvel til 11 dages canadisk filmfest i verdensklasse. De mange dage er fløjet afsted, med gode, interessante og overraskende film og filmbegivenheder. For det er det en festival kan, den kan øge filmoplevelsen og ud over at vise film, de færreste ellers ville have mulighed for at se, har TIFF i særdeleshed været leveringsdygtig i events af en hver art, og ikke mindst en mulighed for at komme tæt på nogle af de største stjerner. Ja, for det har endda været muligt for den almindelige festivalgænger at stille spørgsmål til disse stjerner. Det har især været de lidt mindre film, og dem med undertekster (et meget ømfindligt emner her, for de fleste har ganske enkelt ikke tålmodighed til at se film på andet end engelsk, et uforståeligt problem for en skandinav) der har givet mulighed for Q&A, ofte med meget kort varsel, så det er kommet som en positiv overraskelse for både publikum og personale i biograferne.

Det har været en festival, der i høj grad har fejret de store stjerner og film. Men for mig, har højdepunkterne ligget i de mindre film. Når man går ind og ser en hollywoodfilm, har man en forventning om, hvad det er man går ind til, den skal virkelig være fantastisk for at overraske, men når man ser film af instruktører man aldrig har hørt om, fra lande der ikke er kendte for deres filmproduktion, er det at magien opstår.

En af de bedst film jeg har set på TIFF, har dog hverken været fra et eksotisk land, eller haft ukendte folk i førersæddet. Tabloid er en dokumentarfilm om amerikanske Joyce McKinney, tidligere Miss Wyoming, der af kærlighed i 70’erne tog til London for at redde sin elskede fra mormonerne, eller måske er det en film om en lettere sindsforvirret kvinde, der tog til London for at kidnappe den mand, hun den dag i dag, er besat af. Ja, der er to sider af alle sager, og når instruktøren hedder Errol Morris, kan man være sikker på, at håndværket er i orden. Morris er måske bedste kendt for Thin Blue Line, The Fog of War og for at få en anden filmmager,Werner Herzog, til at spise sin sko. I Tabloid får vi historien fra den unge kvinde, der ikke er helt ung længere, og som bebyrder sin uskyld, og sin evige kærlighed til den unge mormonske missionær. Hun kidnappede ham jo kun for at redde ham. På den anden side har vi to af englands sladderblade Londons Daily Express og Daily Mirror, deres historier er knap så rosenrøde og tegner et langt fra uskyldigt billede af den tidligere skønhedsdronning. Som en slags ekspert udi mormoner, har vi en tidligere mormon, der forklarer nogen af de mekanismer der gør sig gældende indenfor religionen, som eksempelvis en konstant angst for seksuelle følelser inden ægteskabet. Det bliver en interessant rejse ind i en kæmpetabloidhistorie, der har alle karakteristiska for en sindssyg hollwoodfortælling, men dette er virkeligheden. Hvilken af de mange udlægninger af historien, der er den sande, må være op til den enkelte. Fast står det dog, at Tabloid er bragende godt fortalt og med en grafik af gamle billeder og avisudklip, der gør den utrolig underholdende. Jeg håber, det er en af de film, der kommer til Danmark, især på dokumentarfilmfestivalen CPHDOX vil den gøre sig godt.

Det var ikke kun Errol Morris, der tog til England for at finde sin historie, for dette års vinder af Cadillac People’s Choice Award gik til The King’s Speech, en film om Englands kong George VI, der overtog tronen efter at hans bror abdicerede og som ikke blev anset for at være den rigtige mand på tronen. Der er allerede en del Oscarbuzz omkring filmen og Colin Firth, der spiller kongen der kæmper med en stammen, der ikke gør det lettere for ham at leve op til sin nye rolle. Filmen er instrueret af Tom Hooper, der endnu ikke er et kendt navn for de fleste, men han har allerede bevist, at han formår at lave historiske værker, og er blandt andet manden bag miniserien John Adams, der vandt flere Emmyer og Golden Globes i 2008 og 2009. Det ville ikke være noget nyt, hvis filmen eller nogle af dens skuespillere blev nomineret til en Oscar, for tidligere års vinder af People’s Choise Award er Slumdog Millionaire og Precious, der begge var ret godt med i de senere års Oscarløb.

TIFF adskiller sig fra de andre store filmfestivaller som Berlin og Cannes, ved at festivalen ikke selv uddeler priser, der er ingen højt profileret jury bestående af creme de la creme af filmbranchen der har bedømt filmene, vinderen af People’s Choice Award er suverænt bestemt af publikum. Det er kendetegnende for festivalen, på den ene side er den enormt branchetilløbsstykke for hele den nordamerikanske filmverden og presse, men på den anden side, er den en festival der virkelig åbner op for sit publikum, som ved, at det er den enkelte biografgænger, der holder liv i filmen. Det dem nede i salen, som med deres nysgerrighed og åbenhed lader sig opsluge af det der sker på lærredet og er med til at gøre oplevelsen så meget mere ægte.

Jeg ved ikke, om jeg er i Toronto næste år på denne tid, men hvis jeg er, vil jeg helt klart lægge min vej forbi TIFF.

Du kan læse mere om TIFF og se masser af billeder fra festivalen på den officielle hjemmeside http://tiff.net/thefestival, og hvis du skulle have lyst til at læse vide mere om Errol Morris, er dette hans hjemmeside http://www.errolmorris.com/