Af Ditte Madvig Evald
Først var det februarkulde i historiske Berlin, så var det majsolbeskinnet riviera i Cannes, i går var sidste dag for sejlende Venedig, og i torsdags begyndte så efterårets største filmbegivenhed, og det er ikke børnefilmfestivalen Buster, jeg snakker om. Nej, torsdag aften blev Toronto International Film Festival (TIFF) skudt i gang med noget så anderledes som en canadisk hockeymusical. En film der har fået blandede anmeldelser, men som de fleste er enige om, er ret canadisk, og det kendetegner også festivalen. De canadiske og amerikanske film ser i det hele taget ud til at være i overtal, men programmet er godt krydret med film fra hele verden.
Jeg lagde også ud med en amerikansk film, da jeg fredag eftermiddag fik jeg min første festivaleoplevelse i Toronto. Jeg ankom 15 minutter før filmen skulle begynde, og der var naturligvis udsolgt, så jeg måtte sammen med en 50-100 andre stå i kø for at se om der alligevel var plads. Filmen jeg skulle se var Emilio Estvez’ The Way, en film der handler om en mand, der tager til St. Jean Pied de Port i Sydfrankrig for at hente liget af sin søn, der er omkommet på førstedagen af sin pilgrimsvandring mod Santiago, Camino Frances (Caminoen), eller Jakobsvejen. Han har ikke haft et tæt forhold til sin søn de seneste år, og beslutter sig derfor for at gå de 800 kilometer, og møder undervejs nogle mennesker, der alle har forskellige grunde til at være på pilgrimsvandring.
I køen til filmen mødte jeg tilfældigvis to andre frivillige og en dame, der havde gået pilgrimsruten 2 gange og skulle afsted på onsdag, og vi fik en god snak. Der var i det hele taget en god stemning i køen, folk var venlige og spændte på om de overhovedet kom ind.
Filmen var faktisk overraskende god, men måske var jeg også let at imponere, da jeg også har gået turen. Den formåede faktisk at give et autentisk blik på, hvordan det er at gå turen, uden at dvæle for meget ved de ting der måske fylder allermest når man er afsted, nemlig diverse smerter i knæ, muskler og mest af alt fødder! Filmen var medrivende og fortalte usentimentalt om rejsen, der ikke kun er den lange gåtur, men også rejsen ind i sig selv og venskabet i mellem pilgrimmene, der under andre omstændigheder aldrig ville have vekslet et ord med hinanden. I dette tilfælde en fed, men ikke overfed, hollænder (Yorick van Wageningen)der har problemer med konen og derfor gerne vil tabe sig. En vred canadier (Deborah Kara Unger), der siger hun er på pilgrimsfærd for at kvitte smøgerne, når hun kommer til Santiago. Undervej møder de en halvskør irsk forfatter (James Nesbit fra Murphys Law og Kolde fødder) der har writersblock, og den lille flok følges i tykt og tyndt til de når rejsens ende. Ud over den fine historie, er filmen smuk filmet og alt er optaget on location.
Det store scoop til denne filmvisning, var at der var en Q&A (spørgsmål og svar) efterfølgende, så både Emil Estevez og Martin Sheen kom og svarede på spørgsmål fra publikum. Først måtte de dog tage imod et bragende, stående bifald, jeg var åbenbart ikke den eneste der syntes, at dette var en langt bedre film end ensemblestykket Bobby fra 2006. De to kunne blandt andet fortælle, at det var Sheen, der var inspirationen til film, da hans familie kommer fra den del af Spanien, hvor vejen ligger. For et par år siden tog han sit barnebarn med til Caminoen, og på deres tur mødte barnebarnet sin fremtidige kone. Da både Sheen og Estevez senere tog til Spanien igen til brylluppet, blev Estevez der, for at forberede filmen og med god hjælp fra regionerne og den spanske stat, blev filmen finansieret. Til gengæld har den endnu ikke fundet distribution, men er sikker på at denne vedkommende film, helt sikkert kommer ud i verden, til inspiration og underholdning for mange.