Fredag var den sidste dag i den 13. Pusan International Film Festival og det er tid til at gøre status. De ti dage har været fyldt med film i alle afskygninger og fra alverdens lande. Det har været som den koreanske barbeque galbi, hvor man sidder rundt om et bord med en grill i midten, og serveringen kommer med en masse forskellige småretter: tofu, kimchi (koreanernes hofret en slags kål i eddike og chililage), porrer med chilipasta, rå hvidløg, syltet radise, løg i eddike, en skål med store salatblade, salat og spaghetti bolognese. Man ved ikke helt, hvordan man skal gøre, smager lidt på de forskellige ting, de fleste ikke særlig gode i sig selv, men så finder man ud af, at det er meningen, at man skal lægge de forskellige ingredienser på salatbladet, folde det sammen, og spise det i een mundfuld! Nogle gange går det godt, fordi man får mikset de rigtige ting i de rigtige mængder, andre gange kommer man noget i der ikke smager godt, eller man kommer for meget kimchi i, og det hele smager af chili og kål. Det samme kan man sige om filmene, der har været nogle der var svære at komme ind på, men når man så forstod dem, var de helt fantastiske, som især Breathless. Andre kammede over og smagte kun af chili, som en koreansk film der efter programmet skulle handle om folk der følte sig fremmede i deres eget liv, men som endte med at handle om, at de faktisk var fremmede, fordi de bogstavelig talt kom fra det ydre rum…
Alt i alt har det været en anderledes oplevelse at være en del af denne festival, der nyder så stor prestige i Asien, og som også tiltrækker købere fra Europa, ikke mindst større og mindre festivaler, så man kan jo altid håbe, at de har fundet den helt rigtige kombination til en gang koreansk galbi i Berlin eller Rotterdam…