Den meget folkeomtalte filmatisering af ’Fifty Shades of Grey’ efterlader seeren splittet; til dels som vidne til en overfladisk og uinspirererende dialog, men samtidig også som vidne til en pirrende og sanselig fornøjelse.
Ligesom i romantrilogien, skrevet af E.L. James, møder man den succesrige, stærke og selvkontrollerende Christian Grey (spillet af Jamie Donan) og den usikre litteraturstuderende Anastasia Steele (spillet af Dakota Johnson). Allerede fra de to personers første møde bliver man, gennem Anastasias nervøse bevægelser og formuleringer, samt Christians intense blikke og interesse for Anastasia, som seer hurtigt klar over, at der er en klichefyldt kærlighedshistorie på færde. Nemlig historien om en ung og usikker kvinde, der forelsker sig hudløst i en nærmest heltelignende ældre fyr.
Men Christian Grey er ikke en af de der romantiske slags mænd, der kommer med blomster og inviterer en i biografen. Tværtimod – som han selv siger det: ”I dont make love. I fuck. Hard.” Christian er altså ikke til kærlige berøringer, små kys i nakken. I stedet tænder han på at se en kvinde underkaste sig ham, håndjern og stenhårde smæk i røven. Dette står i en kalligrafisk kontrast til Anastasias uerfarne og uskyldige sind, og derfor får hun også et chok, da han låser døren op til Det Røde Rum, der er fyldt til randen med SM-lir. Men dette er ikke det hele. For til Det Røde Rum hører en fortrolighedskontrakt samt en kontrakt, hvori der står skrevet, hvordan Anastasia skal underkaste sig og adlyde den kontrolfyldte Christian Grey. Dette udløser en gennemgribende konflikt i filmen, som tilsyneladende bliver filmens eneste omdrejningspunkt: Skal den fine og uskyldige Anastasia overskride sine egne grænser, underskrive kontrakten og blive en anden for den mand, som hun elsker? Eller skal hun bakke ud, mens legen er god?
En klichéfyldt rolleforskydning der virker
Anastasia prøver gang på gang at give slip på sig selv og forsøger at overskride sine egne grænser, men dette er simpelthen ikke tilfredsstillende nok for hende – for hun vil elske Christian, som andre par elsker hinanden, og hun vælger derfor ikke at skrive under på kontrakten. Dette valg tegner et billede af en ung kvinde, der har mere styrke, end hun selv kan fornemme, og som bruger den, når hun er allermest svag og sårbar – nemlig når hun er forelsket. Derimod begynder Christians svaghedstegn at vise sig, og man lugter nærmest en konges fald; Christian er nemlig ikke kun 50 skygger af forførende – han er lige så meget 50 skygger af fucked up; en tidligere bortadopteret og skadet knægt, der kæmper med sig selv. Disse rolleforbytninger er som selve historien en stor kliché, men de fungerer i filmen, fordi de er med til at bære filmen videre og leder seeren hen på, at filmen, ligesom bogen, sandsynligvis også bliver formet som en trilogi.
Mekaniske replikker og et overspillet skuespil
Filmen lægger sig meget op ad romantrilogien, og disse adaptionstilpasninger er med til at sætte en stopper for filmens succes. De fleste replikker er taget direkte ud fra romanen, og dialogen føles mekanisk og falsk; nærmest som en oplæsning. Karaktererne virker kunstige, alt for forudsigelige og nærmest ikkemenneskelige. Derudover virker skuespillet – for begge parter – til tider en anelse overspillet. Derfor har hverken Anastasias eller Christians karakter en gennemslagskraft, der virker oprigtig og naturlig, hvilket skubber filmen ned af den piedestal, den er blevet sat på, med 200 km/t. Desuden gøres der brug af umanerlig meget underlægningsmusik, og i det lange løb virker dette forstyrrende, og så kommer det tilmed til at virke som et dække for den overfladiske dialog og de kedelige replikker.
Sanselige sexscener binder seerne til biografstolene
Adaptionstilpasningerne er et tragisk tab for filmen, for til trods for at det er en kliché, så gør ’Fifty Shades of Grey’ på mange måder det forventede: den pirrer seerens øje. Den bringer dig helt ind under huden på to menneskers vidt forskellige seksualiteter, hvilket man særligt kan takke sexscenerne for. I modsætning til typiske sexscener i film, der ofte føles tomme og overflødige, så står sex her i fokus, og filmen fremstår på denne led som et sanseligt og nærværende projekt, hvor man føler, at man som seer inddrages i SM-verdenens lystfyldte lege, der på ingen måde virker vulgære eller pornoagtige – og her fejler skuespillet intet. Dog skal det påpeges, at der ikke er særlig mange sexscener i filmen.
Skal man se ‘Fifty Shades of Grey’ skal man altså ikke forvente en sjælerystende filmoplevelse, men i stedet en filmoplevelse, der forholder sig tæt til en kedelig skønlitterær kontekst. Men det nuancerede og sanselige indblik i SM-universet gør filmen værd at se.