Filmåret der gik

At et nyt år begynder om lidt er lige så sikkert, som at Michael Bays næste film bliver en actionfilm. I det herrens år 2014 har vores anmeldere været igennem 156 film i biograferne og med en gennemsnitlig bedømmelse på 3,8 stjerner, må 2014 siges at have været et godt år for filmkvaliteten i de danske biografer. Men hvilke film nåede helt ind i vores hjerter, og hvilke efterlod os rådvilde og skuffede?

stjerner1
No Good Deed

Den undslupne fange Collin terroriserer en lille familie, men filmen terroriserede også vores anmelder, der ikke så anden udvej end at anbefale ’Cape Fear’ og ’Rear Window’ som substitut for dette makværk. Se den hvis du elsker at lege overlegen og gætte plottet i løbet af filmens første ti minutter.

Think Like a Man Too
En vennegruppe tager til Las Vegas for deltage i deres kammerats bryllup. Nosferatus anmelder opsummerede filmen sådan her: ”et ordsprog siger, at hvad der sker i Vegas bliver i Vegas, desværre må man konstatere at denne film slap ud”. Se den hvis du har jordens voldsomste tømmermænd d. 1/1 og absolut ikke magter at trække mere end blot en millimeter på smilebåndet.

Sex Tape
Et forældrepar i trediverne optager lagengymnastik på deres iPad, og mon ikke videoen ryger ud i cyberspace? Selv ikke en surprise cameo af Jack Black kunne redde dette platte sammenkog af sjofle oneliners og Cameron Diaz. Se den hvis du er så tosset med Appleprodukter, at du sagtens kan klare 90 minutters reklamefilm.

Vådområder
En ung excentrisk kvinde med en underlig tilgang til hygiejne og seksualitet håber at hendes fraskilte forældre genforenes i kærlighed. Vores anmelder mente ikke, at hovedpersonen havde noget drive for hendes projekt, og at filmen derfor er et langt håbløst tilfælde af intetsigende møg. Se den hvis du har en forkærlighed for afføring, hæmorider, sæd og menstruationsblod

Need For Speed
En uskyldig gaderaserende racerkører kommer ud af fængsel og melder sig til et løb for at tage den søde hævn over sin bøddel. Nosferatus udsendte måtte efter ti minutter tage sig til hovedet og undre sig over, hvordan denne film nogensinde var kommet fra manuskript til lærred. En film så tynd og fuld af løse ender havde han aldrig set før. Med anmelderens egne ord: ”Intet antal af hestekræfter kan redde ‘Need For Speed’ fra at slutte allerbagerst i filmræset anno 2014”. Se den hvis du har et uudtømmeligt behov for Speed – og her menes ikke amfetamin.

stjerner6
Hende
Joaquin Phoenix forelsker sig i styresystemet Siri, undskyld, Samantha, og oplever en levende kærlighed med alt, hvad det medfører. Med Spike Jones i sædet, fantastisk manuskript og Arcade Fires lydside, har denne film ikke været til at komme udenom i 2014. ’Hende’ gav ligefrem vores anmelder et positivt syn på den fremtiden. Undgå denne film hvis du er en komplet følelsesløs person, du vil simpelthen ikke kunne forstå den.

Short Term 12
I filmen får vi et indblik i dagligdagen på et sikret bosted for unge, med alt hvad det indebærer for både ansatte og anbragte. Denne film gav vores anmelder ufattelig respekt for de, der dedikerer deres liv til arbejdet med børn, han mente sågar at den burde ses af respekt for alle ansatte i branchen og klappede lykkeligt for filmens belysning af en ellers lukket hverdag på institutionerne. Undgå denne film hvis du hader mennesker der arbejder med børn, eller bare ildsjæle der generelt gør en kæmpe forskel på et lille plan.

Blind
Visuelt bjergtagende fra første til sidste frame. Filmens første to minutter emmer at Terrence Malick-eufori med skønne naturbilleder og trætoppes brusen. Billederne ledsages af høje reallyde, der gestalter naturen, og, som titlen antyder, udtrykker de en blind kvindes hørelse. Den norske film nåede vores anmelders hjerte og må siges at være en af de mest smukke og rørende film fra 2014. Undgå denne film hvis du nødigt vil vide, hvordan det er at have et tabuiseret handikap og kæmpe med indre dæmoner.

Ida
En kommende ung nonne i 60’ernes Polen skal til at aflægge sit evige løfte til vor herre, da hun opdager en mørk familie hemmelighed, der fører tilbage til Anden verdenskrigs besættelse af landet. Vores anmelder hylder alle fra instruktør til fotografer for tilblivelsen af denne smukke film og takker dem af hjertet for deres fænomenale arbejde. Filmen fik hende til at tænke over livets helt store spørgsmål:

Hvis vi vidste, der ikke var noget større, end det vi ser, hvad enten det er en gud eller kunsten, vi sværger til, ville vi så overhovedet være i stand til at kæmpe videre?”

Undgå denne film hvis du er en af de få, der slukkede ’Schindlers Liste’, da du opdagede, at den var sort/hvid. Du forstår tydeligvis ikke filmiske virkemidler.

The Wolf of Wall Street
Penge, ludere og enorme mængder stoffer er fast indhold i Jordan Belforts hverdag og i ’The Wolf of Wall Street’ følger vi hans tempofyldte liv fra optur til nedtur. Dette nyeste skud på Scorsese/DiCaprio- stammen, fangede vores anmelder i det vilde tempo i New Yorks finansielle distrikt, som filmen intenst skildrede. Få mennesker har nok klaret sig igennem hele 2014 uden at sende et blik i filmens retning, men for de der ikke nåede det, kan den forsat anbefales. Om vores anmelder blev medrevet af det hurtige liv på stoffer og dollars i overhalingsbanen er ikke til at sige, men sjældent har han, ifølge eget udsagt, oplevet noget lignende i en biograf. Undgå denne film hvis dine sarte puritanske øjne ikke kan klare sex og narkotika, eller især hvis dine ører falder af ved brug af ordet ’’fuck’’.