En boss babe vies impulsivt foran otte millioner seere til en mand med klaptelefon og ingen insta-likes. Kan du sige match made in rom-com heaven?

“Marry me, marry me, say yes” skal de pop-lækkert bedende synge til hinanden. Idolerne Kat Valdez (Jennifer Lopez) og Bastian (Maluma) vil i et heftigt streamet moment gøre netop det, som deres fælles hitsingle længe har gjaldet: sige ja til hinanden.

Deres hellige forening har været annonceret på billboards og feeds verden over til gavn for begges karrierer. Men da klokkerne endeligt skal lyde til sceneshowet, der markerer afslutningen på deres fælles turne og deres bryllupsdag, dukker en grum afsløring op i SoMe-land. Bastian har været utro. 

Som grebet ud af en fanfiktion får en tilfældig blandt publikum udstyret med et “Marry Me”-skilt (Owen Wilson) en ny skæbne. I øjeblikkets afmagt, hvor Kat står vanæret på scenen, siger hun ja til at gifte sig med ham i stedet. Og hvor der er vilje, er der vej. 

Ulige børn leger bedst?

Manden, som J. Lo har rettet sin yderst velformede pegefinger mod, er matematiklæreren Charlie. Han beviser endnu engang, at enlige mænd kommer bedst i spil som en pakkeløsning med en sød datter og et scandi-inspireret køkkenunivers.

Vi ser Charlie i klasseværelset foran kridttavlen med tabeller, hvorimod Kat er en forretningskvinde i sit mediereservatet med live streams og konstante updates. Kan pumaen og dovendyret forenes? Hollywood har kastet tryllestøv på foretagendet og højlydt istemt sig et rungende “JA”. Jeg er skeptisk, men mere om det senere.

Owen Wilson er sød nok med sin dejlige fremtoning, sympatisk krogede næse og onkelhumor i den harmløse kategori. Han spiller en letgenkendelig variant af sig selv. Forudsigelig, men underholdende, hvis man er fan.

Han udfordrer verdensstjernen til at sænke SoMe-cepteret, men får i stedet et i egen hånd, da Kats assistenter dømmer hans klaptelefon ude. Hvad indflydelse har han egentligt på hendes liv? I flere af scenerne fremstår det mere overbevisende, at Kat ændrer hans liv og ikke omvendt.

Men vi forstår alligevel humlen ved det hele: modsætninger mødes i form af popstjerne og matematiknørd, og igen kører temaet om den gyldne mellemvej i parforholdet. “Livet er som en guitar – man giver, og man tager” kunne konklusionen lyde – et favorit læringspunkt i rom com’ens univers. At de lærer noget af hinanden, køber jeg dog ikke helt ind på. Det virker mere som om, at vi forlader dem, hvor vi fandt dem.

En J. Lo’ansk tidsalder

Ser man bort fra den knapt så usandsynlige handling, hvor fremmede gifter sig med andre fremmede i bedste ‘Gift ved første blik’-favør, kan man næsten fristes til at sige, at Jennifer Lopez har givet sig i kast med autofiktionen. Den gigantiske stjernestatus, latino-baglandet og et pop-katalog, der lyder som Kat Valdes’, så ser vi Lopez, som vi kender hende. 

I ‘Marry Me’ leverer den entreprenante stjerne et solidt niveau både som skuespiller og producer, ligesom hun gjorde det i ‘Hustlers’ (2018) og ‘Second Act’ (2019). J. Lo er næsten begyndt at skrabe et lille hul til en subgenre inden for romcom, som får et særkende ved blot at have hende med på rollelisten og et hovedtema om kvinder, der vil frem i verden, og det bliver jeg aldrig træt af at se på.

I filmen bryder “Ain’t Your Mama”-stjernen dog med egne kraftfulde remser om selvstændige kvindeidealer. Endnu en gang leger vi katten efter musen, når kvinden med det hele vælger manden, der intet kan. En filmisk trope, der snart godt må synge på sidste vers.

Klassisk fælde i det almægtige hetero-rige 

Jeg er sulten på rom-com-narrativer udenfor det store ciskønnede, hetero-rige, som ‘Marry Me’ indskriver sig i. Men hvis udgangspunktet er, at vi ikke er rykket længere, så vil jeg i det mindste snart gerne se et bedre match. 

Alt for ofte i filmhistorien får middelmådige mænd helt uden at løfte fingeren (her var det J. Lo’s finger, som var på spil) dejlige og kompetente damer. Vil man møde flere af disse mænd, kan man for eksempel grave sig ned i Woody Allens filmarkiv. 

Jeg vil gerne understrege, at Owen Wilson er et catch. Lopez kan let have tænkt I Luv Yah Papi og blevet væk i hans blågrønne blik. Det her er ikke et spørgsmål om udseende, men om meritter. 

Owen Wilson kommer til at dingle som sød teddybear i Lopez arme. Ufarlig og intetsigende. Giv nu de overkvalificerede kvinder noget mere modspil. Filmen spinder som så ofte før budskabet om, at ægteskab er et mål i sig selv for en kvinde. Hvem hun gifter sig med, kommer sekundært. 

Irriteres man ikke af dette ulige forhold, så er ‘Marry Me’ stadigvæk en udmærket romantisk komedie efter alle bogens regler. Og ja indrømmet, jeg forlod biografen med filmens soundtrack i ørene.