Har du lyst til at blive en del af Københavns bedste og hyggeligste selskab af filmnørder, der passioneret deler ud af deres viden på skrift og lyd?
Som medlem af vores frivillige redaktion får du mulighed for at deltage i pressevisninger, skrive filmanmeldelser og – artikler, lave interviews med prominente personer fra den danske og udenlandske filmbranche, producere live radio og podcasts samt dække forskellige filmfestivaler og -begivenheder.
Tidligere har Nosferatu – på lige fod med de større, danske dagblade – dækket Berlinalen, London Film Festival, Toronto International Film Festival, CPH:PIX og DOX, MIX:CPH, Buster, Odense International Film Festival, Blodig Weekend og en masse andet.
Vi sender live radio fra kl. 15-17 hver torsdag på Uniradioen, udgiver ugentlige podcasts, og vores filmanmeldelser og -artikler udkommer på hjemmesiden nosferadio.dk og på vores facebookside. Samtidigt afholder vi en gratis filmquiz på Studenterhuset en gang om måneden. Derudover er der som medlem også rig mulighed for at deltage i fællesarrangementer og møder for hele Uniradioen, og hvis du allerede er medlem af en anden redaktion og er interesseret i Nosferatu er du også mere end velkommen.
Som medlem af Nosferatu ser vi gerne, at du bidrager med følgende:
– Deltagelse i redaktionsmøder i Indre By hver mandag kl. 18.30.
– At du som skribent skriver minimum en-to anmeldelser eller artikler om måneden – dog tages der selvfølgelig højde for eksamen og andre travle perioder.
– At du som radiovært har mulighed for at sende live radio en-to gange om måneden.
Hvis du har grafiske kompetencer eller interesse i SoMe, er der også rig mulighed for at bidrage til Nosferatus visuelle identitet, PR og samarbejde med Uniradioen. Så hvis du har nogle ideer til dette eller specifikt vil ansøge om en SoMe/PR-stilling indenfor Nosferatu hører vi gerne om det i din ansøgning.
Om os
Vi er en del af et større frivilligt netværk på Uniradioen, hvor vi har hørt hjemme i mere end 25 år. Dermed er vi Uniradioens ældste (og største) redaktion. På den måde er vi veletablerede og traditionsrige. Samtidigt er vi mange frivillige, der mødes en gang om ugen for i fællesskab at nå frem til en linje for vores medie.
Vi udvikler os hele tiden, og vi forsøger at dygtiggøre os sammen. Nosferatu er en rugekasse og legeplads for kulturskribenter og radioværter og et stærkt, socialt netværk.
Tidligere og nuværende medlemmer har brugt Nosferatu som springbræt til praktikpladser og stillinger hos blandt andet Danmarks Radio, Soundvenue, Filmmagasinet Ekko, Radio Loud, Det Kgl. Bibliotek, Videnskab.dk og produktions- og distributionsselskaber som Filt, Angel Films, BLU m.fl.
Vi har til huse i Uniradioens lokaler på Nørregade 7A i Indre By i København. Her holder vi faste redaktionsmøder hver mandag kl. 18.30 for at give feedback på ugens udgivelser. Efterfølgende bliver de fleste hængende til en øl, en film eller til vores månedlige filmquiz på Studenterhuset.
Er du interesseret i at være en del af redaktionen som skribent, så skriv en kort motiveret ansøgning og inkludér en anmeldelse (400-600 ord) af en film du har set i 2021/2022 og send til filmmagasinetnosferatupresse@gmail.com. Hvis du ansøger som radiovært, send da en ansøgning og et pitch til et fremtidigt Nosferatu-program – du er mere end velkommen til at ansøge om begge dele.
Vi opfordrer alle til at søge – uanset køn, etnisk tilhørsforhold, religion eller andet.
Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte en af Nosferatus redaktører:
Laurits Alex Struck, kommunikationsredaktør, tlf. 22865604
Jonas Ernst Monty, skriftlig redaktør, tlf. 61673604
Niels Otto, podcast redaktør, tlf. 61263348
Lennon Dikov, SoMe-redaktør, tlf. 20417098