Filmmagasinet Nosferatu søger nye radioværter

Har du lyst til at blive en del af Københavns bedste og hyggeligste selskab af filmnørder, der passioneret deler ud af deres viden på skrift og lyd?

Som radiovært på vores frivillige redaktion får du mulighed for at deltage i pressevisninger, lave interviews med prominente personer fra den danske og udenlandske filmbranche, producere live radio og podcasts samt dække forskellige filmfestivaler og -begivenheder. 

Nosferatu består primært af studerende, og har tidligere – på lige fod med de større, danske dagblade – dækket Berlinalen, London Film Festival, Toronto International Film Festival, CPH:PIX og DOX, MIX:CPH, Buster, Odense International Film Festival, Blodig Weekend og en masse andet.

Vi sender live radio fra kl. 15-17 hver torsdag på Uniradioen, udgiver ugentlige podcasts, og vores filmanmeldelser og -artikler udkommer på hjemmesiden nosferadio.dk og på vores facebookside. Samtidigt afholder vi også en gratis filmquiz på Studenterhuset en gang om måneden, som du også kan være med til at planlægge og afvikle. Derudover er der som medlem også rig mulighed for at deltage i fællesarrangementer og møder for hele Uniradioen, og hvis du allerede er medlem af en anden redaktion og er interesseret i Nosferatu er du også mere end velkommen.

Som medlem af Nosferatu ser vi gerne, at du bidrager med følgende:

– Deltagelse i redaktionsmøder i Indre By hver mandag kl. 18.30.

– At du som radiovært har mulighed for at sende live radio en-to gange om måneden.

– Tidligere erfaring med radio er ikke et krav – vi er en redaktion der elsker at lære fra sig og af hinanden, og alle har været nybegyndere før. Vi er bare glade hvis du har lyst til at prøve.

I denne omgang søger vi primært medlemmer der har lyst til at producere radio og podcasts, men hvis du også har en spirende filmskribent i maven er du mere end velkommen til at skrive det i din ansøgning.

Om os

Vi er en del af et større frivilligt netværk på Uniradioen, hvor vi har hørt hjemme i mere end 25 år. Dermed er vi Uniradioens ældste (og største) redaktion. På den måde er vi veletablerede og traditionsrige. Samtidigt er vi mange frivillige, der mødes en gang om ugen for i fællesskab at nå frem til en linje for vores medie. 

Vi udvikler os hele tiden, og vi forsøger at dygtiggøre os sammen. Nosferatu er en rugekasse og legeplads for kulturskribenter og radioværter og et stærkt, socialt netværk.

Tidligere og nuværende medlemmer har brugt Nosferatu som springbræt til praktikpladser og stillinger hos blandt andet Danmarks Radio, Soundvenue, Filmmagasinet Ekko, Radio Loud, Det Kgl. Bibliotek, Videnskab.dk og  produktions- og distributionsselskaber som Filt, Angel Films, BLU m.fl. 

Vi har til huse i Uniradioens lokaler på Nørregade 7A i Indre By i København. Her holder vi faste redaktionsmøder hver mandag kl. 18.30 for at give feedback på ugens udgivelser. Efterfølgende bliver de fleste hængende til en øl, en film eller til vores månedlige filmquiz på Studenterhuset. 

Er du interesseret i at være en del af redaktionen som radiovært, så skriv en kort motiveret ansøgning og inkludér et pitch til et fremtidigt Nosferatu-program (100-200 ord), og send til filmmagasinetnosferatupresse@gmail.com. Der findes (næsten) ingen regler eller grænser for muligheden for emner, og du kan altid lytte til vores tidligere podcasts for at få en fornemmelse af hvad et Nosferatu-program typisk indeholder.

Vi opfordrer alle til at søge  – uanset køn, etnisk tilhørsforhold, religion eller andet.

Ansøgningsfristen er fredag d. 27. januar, og vi holder opstartsmøde for nye medlemmer mandag d. 6. februar.