Fortsættelsen til en af de mest elskede Pixar-film holder langt hen af vejen forgængerens niveau, men en dansk cremekonge er lige ved at ødelægge det hele.

Pixar har de seneste år begyndt en trend med at udgive fortsættelser til nogle af deres største klassikere mere end ti år efter, at forgængeren har haft premiere. ’Toy Story 3’ fik alle, der er vokset op med Woody og Buzz, til at knibe en tåre, og ’Monsters University’ leverede et omend ikke lige så vellykket, men alligevel seværdigt gensyn med monstrene i Monstropolis. Nu er tiden så kommet til ’Find Nemo’ fra 2003, og denne gang er det ikke Marvin og Nemo, der agerer hovedroller, men derimod den blå tang fisk Dory (Mette Lisby), der som bekendt lider af korttidshukommelsestab.

Den uforglemmelige rejse

Vi begynder før ’Find Nemo’, helt tilbage dengang Dory var en babyfisk. Der havde hun to forældre, som passede på hende, og prøvede at håndtere hendes sygdom på bedst mulige måde. Men Dory forsvinder, og møder som bekendt Marvin og Nemo. Hun ser dog glimt af minder af sin familie og indser, at hun savner dem så meget, at hun bliver nødt til at finde dem. Herfra går det som i den første film med en vild jagt for at finde de forsvundne fisk.

Og selvom det ikke er ligeså frisk og spændende, som den legendariske ’Find Nemo’ er det stadig et forrygende eventyr med nogle fantasifulde nye ideer, som kun Pixar kan gøre det. Det er også forfriskende, at de gamle elskede karakterer såsom de tre AA hajer, ikke dukker op igen. Selvom det ville være sjovt at gense dem, giver det filmen en helt ny dimension, at der dukker nye karakterer op, der er lige så sjove og fantastiske som fiskene og hajerne fra forgængeren. Specielt en blæksprutte spiller en hovedrolle, og er en fremragende tilføjelse til filmen. Ligeledes hiver en selvskabshungrende musling filmens største grin hjem, og er en af Pixars sjoveste jokes.

Gimmicken bliver gammel

Filmens problem er dog, at Dory denne gang er hovedrollen i stedet for en elskelig birolle. Jeg kunne ikke lade være med at tænke, at den morsomme hukommelsesgimmick fra den første film blev udvandet efter den første halve time. Men Dory er heldigvis så charmerende, at man vender sig til det, og det generer ikke så meget overordnet set.

Det gør til gengæld en tilføjelse af stemmeskuespillere i den danske version af filmen. Ole Henriksen, den danske cremekonge, spiller nemlig en rolle som sig selv. Dog kun som stemme, og ikke som animeret figur. I en rolle spillet af Sigourney Weaver i den originale version, dukker Henriksen op med diverse facts om fisk i en marinbiologisk forlystelsespark. Hvad der nok skal virke som en joke bliver kun voldsomt distraherende, og jeg mener ikke, at Ole Henriksen hører til i Pixars univers. Hvad der blot virker som en cameo viser sig at være en relativt central rolle, og irritationen over Henriksens inklusion stiger blot igennem filmen.

Heldigvis formår han ikke at ødelægge oplevelsen, og de andre danske stemmeskuespillere er alle hæderlige, men der er ingen tvivl i mit sind om, at denne film skal opleves på originalsprog. I så fald vil man få en oplevelse, der ikke når op på forgængerens niveau, men stadig er en forrygende rejse tilbage til de syv have.