First Man -

En film, der som dens virkelige ophav sigtede efter månen, og ramte plet.

En tendens man støder ind i, når man læser, ser eller hører interviews med personer indblandet i 1960’ernes rumkapløb, er de superlativer og analogier, de beskriver rumudforskningens guldalder med. Dette på overfladen ultimative udtryk for naturvidenskabernes formåen og rationalitet, lader ikke til at kunne beskrives i tilstrækkelig grad af videnskabernes afmålte, matematiske vokabularium alene.

Tværtimod.

Når astronauter skal beskrive månelandingen, så får den et særegent spirituelt, ja endog religiøst skær. Som om at de formelle, naturvidenskabelige discipliner der gjorde månelandingen mulig, i sig selv blot er en poleret overflade. Et skalkeskjul der gemmer på følelser og længsler, der er svære at beskrive med ord; umulige at kunne retfærdiggøre enorme poster på statsbudgettet med.

Min påstand er, at netop disse følelser, ikke videnskaberne eller koldkrigspolitik, i sidste ende var brændstoffet der drev hundrede tusindvis af verdens mest opfindsomme, dedikerede og nysgerrige mænd og kvinder til den overmenneskelige bedrift, månelandingen den 20. juli 1969 repræsenterer. ’First Man’ handler om disse følelser.

Stoicismen længe leve!
Ryan Gosling var det naturlige valg til at portrættere Neil Armstrong – en mand der indbefatter den maskuline, fåmælte og stoiske heltefigur, Ryan selv har spillet så mange gange før.

Neil var en notorisk privat person. Kærlig og sjov overfor dem, der lærte ham at kende. Noget få fik lov til, da slet ikke offentligheden. Den første mand til at sætte ben på månen ville ellers have været en oplagt celebrity, men ikke Neil. Han trak sig fra offentlighedens søgelys med det samme efter hjemkomsten. Han brugte resten af livet på sin familie, på at undervise og bekæmpe andres ikondyrkelse af ham.

Når ’First Man’ forsøger at bedrive et karakterstudie af denne så indesluttede mand, må den nødvendigvis falde tilbage på gisninger og forestillinger. Noget den virkelige Neil med garanti ville have hadet. Måske han kan trøste sig med, at hans efterladte har sagt god for skildringen.

Som at være der selv
Om end publikum får en detaljeret gennemgang af Neils karriere fra testpilot til astronaut, der kulminerer med månelandingen, så er ’First Man’ først og fremmest en intim fortælling om sin hovedperson.

Selve rummissionerne er dog stadig imponerende affærer. Næsten udelukkende er man vidende til praktiske effekter, inklusive reproduktioner af rumfartøjer i fuld størrelse og rigtige stunts fremfor greenscreen. Med optagelser i førsteperson er publikum med ombord og ser, hvad astronauterne så. Det eminente lyd- og kulissedesign giver en hårrejsende fornemmelse af, hvor primitive og sårbare rumkapslerne var. Det giver mig fornyet respekt for de kraftanstrengelser og omkostninger (inklusive menneskelige), det har krævet for at sende tre mænd til månen med mindre teknologi, end hvad der bruges i en smartphone.

Rocket man burning out his fuse up here alone
Men ’First Man’ koncentrerer sig primært om mennesket Neil Armstrong, fremfor astronauten Neil Armstrong. Det primære fokus lægges på tabet af hans lille datter. En tragedie offentligheden først er blevet bevidst om efter årtusindeskiftet, og mange af hans NASA-kolleger aldrig vidste noget om.

Tragedien danner rammen om filmen i en grad, så det i sidste ende bliver en fortælling om sorg. Neils benhårde fokus og professionalisme ses da både som en måde at bearbejde sorgen på, som at flygte fra den. Rent stilistisk er det genialt valg. Den enorme odyssé, månelandingen udgør, bliver til en øm og personlig rejse.

Rumrejsen bliver den fysiske pendant til hovedpersonens mentale ditto. Når han sender længselsfulde blikke mod månen, repræsenterer den afklaringen på hans opslidende sorg; en tilstand der kan virke nærmest umuligt fjern, hvis rejse dertil tager årevis og kræver enorme anstrengelser og ofringer undervejs.

Eller er der derimod tale om rendyrket eskapisme? På flugt fra realiteterne spænder han sig vitterligt ind i en raket og forlader jorden bag sig. Klædt i rumdragt og visir; en uigennemskuelig facade at gemme sig bag. Efterladende sine levende børn og kone til dem selv i opgivende resignation, fordi den naive løgn forfører bedre end den skinbarlige sandhed.

Mening med galskaben
Rumprogrammets kritikere tog jo ikke fejl, når de fremhævede, at mens der byggedes rumraketter for milliarder, sultede millioner, såede den amoralske vietnamkrig død og ødelæggelse, blev sorte og studerende dræbt af politiet i deres kamp for retfærdighed. Når rumprogrammet fejeres som bevis på menneskelige fremskridt, så er det altså langt hen ad vejen en illusion, en kollektiv løgn.

Men jeg tror, netop dét er menneskeligt. Som individer bilder vi os ting ind, ser mening i det meningsløse, for overhovedet at kunne stå ud af sengen om morgen. Vi lever sisyfosmyten, men skjuler det for os selv og hinanden.

Dét er i sidste ende, hvad der gør månelandingen meningsfuld. Ikke som eksistensberettigelse af mennesket, vores samfund, institutioner og videnskab. Men som symbol på vores fejlbarlige længsler og søgen – uagtet realiteternes iskolde omstændigheder.