Af Sandra Holm
”Livet er ingen dans på roser” synes ret bogstaveligt at være den vending der ligger til grund for den engelske instruktør Andrea Arnolds anden prisvindende spillefilm, Fish Tank. Den skinbarlige sandhed bliver serveret råt for usødet og virkeligheden er en boksekamp, med knockout i hver omgang. Det ene mere hårdtslående end den anden.
Det er en hård og kold verden Arnolds skildrer, lige så farveløs som de omgivelser hun har valgt som rammen for sin fortælling. Filmens absolutte hovedperson Mia (i skikkelse af den debuterende Katie Jarvis) er blevet smidt ud af skolen og da ”at opholde sig hjemme” ikke er en udholdelig mulighed drysser hun om på må og få, uden retning. Hendes formodede venner ser hverken hun eller vi rigtig noget til og da vi første gang møder Mia’s familie er det i form af et rungende ”cunt” fra Mias mor, Joanna (Kierston Wareign), og et spark fra lillesøsteren Tyler (Rebecca Griffiths) før vi endelig smækker døren bag os og befinder os i et værelse der får Harry Potters kosteskab til at virke hyggeligt.
Da Joanna en tilfældig sommerdag bringer Connor (Michael Fassbender) med ind i deres hjem og dermed ind i deres liv, synes tingene at ændre sig. Connor har overskud til at smile, tilmed drømme, og viser dem en opmærksomhed ingen af dem er vant til – eller ved hvordan de skal håndtere. Da Mia deler sin eneste lidenskab med Connor, at danse, åbner hun samtidig op for en undertrykt side i sig selv, en mere menneskelig side om man vil, men i en verden af sten, er en blød side meget udsat.
Lyd og billede støtter og former filmens udtryk lige fra åbningsbilledet til de sidste toner i rulleteksten. Med to velvalgte sange, et tungt åndedræt og et kvadratisk format der skærer al overflødigt blikfang fra, lytter, føler og ser vi os, gennem Mia, gennem filmen og undervejs bliver virkeligheden kun mere realistisk, skåret ud i pap og bøjet i neon.
Katie Jarvis har ikke tidligere spillet skuespil og leverer, måske netop derfor, en meget autentisk helstøbt karakter. Overfor, og til dels sammen med hende, er det Michael Fassbender, der løfter filmen. Fassbender (Hunger og senest Inglorious Basterds), er karismatisk, og skræmmende realistisk, på én gang tiltrækkende og forvirrende.
Kierston Wareign som debuterede i Ken Loach’s En fri verden, er vidunderligt rædselsfuld som Mias fortabte og alkoholiserede mor.
Skønhed er et relativt begreb i denne film. Man har ikke lyst til at erkende at denne verden er lige så virkelig som din egen. Men når man ud over de grå asfaltsletter, vil man opdage at denne film er smuk. Skønheden ligger i det håndværksmæssige. Og i den grad i det psykologiske. I det menneskelige. Som i en boksekamp hvor du har tabt hvis du bliver liggende, må du rejse dig og kæmpe. Du må tage dine slag før du lærer det, men: ”you either fight or you die”. Eventyr er for de rige på den anden side af motorvejen, – her er prinsen småkriminel, hesten er gammel og halvdød. ”Life is a bitch and then you die, that’s how we get high, ’cause we never know when we gonna go”, synger NAS på vej ud af biografen og netop dén kampånd formår Mia, mod alle forventninger, også at efterlade beskueren med.
5 ud af 6 stjerner.