Den evigt surmulende Carl Mørck kæmper atter mod slette kræfter i en skabelonagtig men flot konstrueret verden, hvor de gode er gode og de onde er rigtig onde.

Det måtte jo komme. Religion. Emnet man ikke kan komme uden om, hvis man er krimiforfatter, og da slet ikke når man som i Jussi Adler-Olsens tilfælde har en lang bogserie, der konstant kræver nyt foder for ikke at falde hen af mangel på mystik. Religion er simpelthen for godt et emne, til at lade sig forpasse. Det emmer af kultiske undertoner og sekter, der spiller urent spil. Netop derfor er det også et af de mest fortærskede emner i krimigenren, som virkelig kræver nytænkning, hvis ikke det skal blive alt for banalt. ’Flaskepost fra P’ fejler grumt på dette område.

Banaliteter og sure miner
Det er på mange måder det samme, vi får serveret i denne film som i seriens to forrige installationer. Folk forsvinder – i dette tilfælde to børn fra Jehovas vidner – og Carl Mørck (Nikolaj Lie Kaas) og Assad (Fares Fares) er de to uvorne politibetjente, der i en lang kamp for retfærdighed igen og igen må se sig slået, indtil de til sidst (forhåbentlig) overvinder det onde, de står overfor. I ’Flaskepost fra P’ tager skurken altid to børn til fange, så han kan love forældrene det ene barn tilbage, hvis ikke de går til politiet. Snedigt.

Snedigt er det også at caste velkendte ansigter i en kriminalfilm med forlæg af Danmarks mest populære forfatter. Det kan ikke gå galt, og ser man på billetsalget for de forrige film i serien, må man da også formode, at folkene bag filmserien er yderst tilfredse. Men måske man skulle have præsenteret de tal for vor hovedperson Carl Mørck, hvis humør efterhånden er værre end rå broccoli.

Humoren er ikke til stede i samme grad mellem Mørck og Assad, hvilket filmen klart taber på. I stedet forsøges der med mere seriøse samtaler om religion, men snakken bevæger sig aldrig ud over det allermest basale og banale, man kan forestille sig. Sådan noget med ’Hvordan kan du ikke tro på noget?’, med et svar i retning af ’Fordi jeg tror på videnskab og ikke er et barn’ og slut. Indsigtsfuldt? Ikke synderlig.

Flot, men gammeldags
Vigtigst af alt i ’Flaskepost fra P’ er selvfølgelig, at den skal være et underholdende og nervepirrende adrenalinsus, hvor vi på sikker afstand kan blive fascineret og frastødt på én og samme gang, over de grusomheder visse mennesker udretter. Dette lykkedes glimtvis og filmen er bestemt ikke kedelig, men holder et højt tempo, med flotte actionscener og effektiv spændingsopbygning.

Men det føles som gammeldags historiefortælling, når vi for tredje gang i træk bliver præsenteret for en film, der følger alle konventioner for dramaturgi og genre så eftertrykkeligt, at man ikke et sekund er i tvivl om udfaldet af hver enkelt scene. Historien og dens karakterer bliver tegnet alt for groft op, og det er simpelthen klodset og gammeldags, at bruge rystede flashbacks af en psykotisk mors dårlige opdragelsesmetoder som motivation for skurkens handlinger. En skurk som forresten er rigtig, super, mega ond. Så skal vi heller ikke tænke over det.

Suppen har kogt længe nok
Filmens forudsigelighed bliver dens dødsstød, da slutningen ender med at blive det eneste reelt spændende element. Kun her kan overraskelserne (måske) forekomme.

’Flaskepost fra P’ er ikke en dårlig film. Den er utroligt kompetent lavet, og kan sætte flueben ved alle de krav man måtte finde i krimi-thrillerens ABC. Men der er ikke meget at finde ud over det forventelige, og religionstematikken ender med at falde uforløst til jorden.

Jussi Adler-Olsen har angiveligt planer om at skrive ti Afdeling Q-bøger i alt. Kun fire står til at blive filmatiseret. Spørger I mig, kan vi sagtens klare os med de tre nuværende. Suppen har kogt længe nok, og den er desværre ved at blive dårlig.