Endnu et remake – endnu en forfærdelig film. Charme- og identitetsforladt bør denne udgave af ’Flatliners’ gå i glemmebogen hurtigst muligt.

Der er en underlig fascination af 80’erne og start 90’erne i Hollywood pt. I den periode udkom mange film, der ikke nødvendigvis blev de store hits, men fik sig en fin kultskare. Derfor er det nærliggende for et selskab at genbruge materiale, der allerede har et indbygget publikum.

Nemme penge, ikke sandt?

’Flatliners’ er præcis sådan en film. Remaket af Joel Schumachers film fra 1990 har denne gang Niels Arden Oplev som instruktør og manuskriptforfatteren fra ’Source Code’, Ben Ripley, som kreative kræfter.

Plottet er det samme som i originalen: en flok medicinstuderende giver hinanden hjertestop og genoplives så igen. Efter en tur på ”den anden side”, vender de tilbage med tilsyneladende skærpet intelligens og sanser. Ulempen er så, at de hjemsøges af makabre syner, der udvisker linjerne mellem virkelighed og fantasi i dødelig grad!

Spændende, ik’?

Nej nej nej
Havde jeg medlidenhed med dig, kære læser, så sluttede anmeldelsen her. Men denne film har sat mig i et lettere sadistisk humør. Når jeg skulle lide igennem ’Flatliners’, så skal omverdenen høre min smerte.

For det er den dovneste og mest uindbydende film, jeg har set i år. I en lille prolog ser man hovedpersonen (hvis hun da er det) Courtney (Ellen Page) køre galt med sin lillesøster. Samme scene kommer så igen senere, hvor det slås fast at lillesøsteren dør, hvilket på det tidspunkt allerede er blevet sagt et par gange… så hun er død… meget død… altså helt død… hun kunne ikke være mere død… så for at opsummere, lillesøster død.

Gentagelser som overstående er hyppige og gør det hele noget langsommeligt. Det mest tåkrummende er dog hvor mange gange, der bliver sagt ”flatliner” eller variationer deraf. Man kunne have en mistanke om, at det er blevet dikteret, at filmens titel har skullet nævnes cirka hvert tiende minut. Det føles i hvert fald sådan og om ikke andet vil det på længere sigt kunne bruges i en alle-tager-en-tår leg.

Spild af tid
Skuespillet er der ikke rigtig grund til at dvæle ved – det er lige så ringe som alt andet. Skulle man nævne en, så er det Kiefer Sutherland, der også var med i originalen. Han laver en godt udvandet parodi på Hugh Lauries ellers glimrende Dr. House fra serien af samme navn. Stokken, frisuren og den gnavne attitude er der, når han udspørger de studerende om forskellige patienter, det er bare uden førnævnte værk og karakters skarphed og sofistik. En ucharmerende kopi om man vil.

Det er egentlig er et meget godt billede på ’Flatliners’ – den er som et dårligt afsnit af en tv-serie. En af den slags pilotafsnit, som aldrig blev til mere end det, fordi den er for ringe. Der er alle forudsætninger for at lave noget interessant, men alt munder ud i det rene vrøvl.

Mine Damer og Herrer: ’Flatliners’ er den dårligste film jeg har set i år – og jeg har set ’Wish Upon’ og ’Jigsaw’, så kan jeg næsten ikke sige det tydeligere.