‘Fleishman is in Trouble’ er en stor pille at sluge, men kan vise sig at være præcist den medicin, som du har brug for.

”This is a story about everything; It’s about life and marriage and how young love can become old resentment, and money dissatisfaction, jealousy, ambition, career, parenting, nostalgia and life-long friendship”. 

Præmissen for ’Fleishman is in Trouble’ lægger ikke skjul på seriens tematiske overflod. Spørgsmålet er, om der fortælles en historie, som er til at fordøje, eller om den efterlader seeren med en eksistentialistisk kvalme.

En arketypisk fortælling om den mandlige midtvejskrise

Toby Fleishmans børn venter ivrigt på, at deres mor, Rachel, skal hente dem fra deres fars middelmådige skilsmisse-lejlighed. Da det endelig ringer på døren og børnene ivrigt løber mod den, er det ikke deres mor, som står i døren, men en fremmed, nøgen kvinde, som Toby har mødt på en datingapp.

Det er den perfekte kulmination mellem familielivet og privatlivet, der rammer nyligt fraskilte Toby Fleishman (Jesse Eisenberg) i første afsnit af miniserien ’Fleishman is in Trouble’. Hans ekskone, Rachel (Claire Danes), har efterladt børnene hos ham for at tage på spontan spa-weekend og har ikke vist sig siden. Toby er fanget i et virvar af børn, arbejde, datingapps og en forsvundet ekskone. Han må ty til hjælp fra sine gamle venner Libby (Lizzy Caplan) og Seth (Adam Brody), som han ikke har set i fjorten år – siden han blev gift med Rachel.

Serien starter ud med en karikeret portrættering af livet som en nyligt fraskilt mand; en rigtig mande-midtlivskrise fuld af uforpligtende tinder-sex med kvinder langt lækrere end ham selv. Toby Fleishman introduceres som irriterende og bedrevidende – som Eisenbergs roller jo så ofte er. Hans ekskone, Rachel, er en kold og benhård karrierekvinde, der har negligeret familielivet for det perfekte job som talent-agent på Broadway og den perfekte lejlighed på The Upper East Side. Rachel er evigt bitter over Tobys ”useriøse” job som læge. Deres parvenner består af korrupte forretningsmænd og deres pilleslugende housewifes.

Karaktererne er altså meget kønsstereotypiske ved første øjekast; Rachel, den moderne, karriere-orienterede, kolde kvinde versus Libby, den hjemmegående forstadskone, der altid er iklædt yogabukser og en rodet frisure. For ikke at nævne Toby, den nørdede mand, der går i cargoshorts og sandaler versus Seth, forretningsmanden, der går i byen hver mandag og aldrig har haft en seriøs kæreste.

En metaforisk mæthed

Serien tager altså en overfladisk start, men beviser hurtigt at have meget mere at byde på. Det er ikke ofte, at man siger disse ord, men Jesse Eisenbergs karakter er faktisk meget elskværdig. Omend irriterende i første afsnit, bliver han mere og mere menneskelig og kompleks i løbet af serien. Hans kække replikker nedtones af den indsnigende sorg, han føler efter tabet af sit ægteskab. Karikerede karakterer viser sig i nye farver og beviser, at mennesker ofte skal ses i et nyt lys for at forstås ordentligt.

Serien har en generel metaforisk tyngde, som til tider føles påtvungen og til andre tider føles genial og underspillet; den gentagne parallel til bogen om en mand, der skriver om sit ægteskabs fallit udelukkende fra sit eget perspektiv, er især sigende. Nogle gange føles det som om, at seeren bliver serveret metaforer på et sølvfad, især ved hjælp af Libby som fortæller. Taget de talrige temaer og sammenflydende storylines i betragtning, er det ikke nødvendigvis overflødigt. Gennem Libbys fortællerstemme ser vi nemlig flere perspektiver på Toby og Rachels skilsmisse og alt det, der har ledt op til den.

Claire Danes og Lizzy Caplans karakterer brillerer

Det er især de afsnit, der ikke fokuserer på Toby, seriens sjette og syvende afsnit, der er værd at nævne. Sjette afsnit fokuserer på Libbys tilbageblik på sine 20’erne og den frihed, hun havde til at være sin egen person og vælge sin egen vej. Syvende afsnit er dedikeret til Rachels historie og var, med hjælp af Claire Danes’ imponerende følelseskatalog, uden tvivl det mest rørende afsnit. Rachels konstante følelse af utilstrækkelighed, en traumatisk fødsel, der leder til en depression og en følelse af at være en forkert kvinde viser, at det er de kvindelige karakterer, der bærer størstedelen af historiens læs.

Der bliver bundet en fin sløjfe på historien i sidste afsnit, hvor alle karakterer, måske på nær Toby selv, er blevet bedre mennesker. Jeg savner en kulmination mellem Rachel og Tobys storylines, især efter han får at vide, hvad der er sket med Rachel, men ikke kan se ud over sin egen sorg og hjælpe hende. På samme tid alluderer hans reaktion til den følelsesmæssige kompleksitet og uperfekthed, som mennesker besidder i krisetider. Alligevel mister jeg interessen i hans karakter, som står overfor Rachel og Libby – to stærke karakterer med meget mere at byde på.

Slutningen, og serien generelt, kan føles lidt for metaforisk mættende og det må være op til den enkelte seer at vurdere, om det er for meget til deres smag. Personligt åd jeg det råt. 

’Fleishman is in Trouble’ er i sidste ende en minutiøs udforskning af alt, hvad det moderne voksenliv medfører. Det er svært at opsummere seriens budskab på en mere håndgribelig måde. Det eneste der kan siges, er, at du bør se serien og forberede dig på en ordentlig omgang eksistentiel angst, som mod slutningen af serien dæmpes af den tryghed vi, som mennesker, finder i hinanden.