Oscar-nomineret animationsfilm viser ynden ved minimalisme, og finder fred og idyl ved verdens ende.

Aldrig har en post-apokalyptisk verden set skønnere ud.

Den unikke animationsfilm ’Flow’ slår allerede rekorder ved at være den første film fra Letland til både at vinde en Golden Globe, og nu også til at blive nomineret til det kommende Oscar-show.

Uden dialog viser den, hvor meget skønheden ved animation kan gøre indtryk, og blive husket længe efter, at biografoplevelsen er overstået. I ’Flow’ følger vi en grå kats rejse gennem skoven, hvor dens ellers normale dag og kamp for føde bliver noget ud over det sædvanlige.

Vandet i havet begynder pludseligt at stige, og det går hurtigt. Alle dyrene i skoven må nu kæmpe mod elementerne, og samarbejde med hinanden for at overleve, og det er ikke altid nemt.

Sammenhold på tværs af art

Midt i den tydelige bibelske reference til Noahs Ark, samles en broget flok dyr på en båd mod en usikker fremtid. Vores ven katten er langt fra villig til at være på god fod med de hunde, den ellers naturligt er fjende med, og heller ikke sekretærfuglen eller lemuren.

Alle har det til fælles, at de har deres egen overlevelse som det eneste mål. Lidt efter lidt må deres stædighed dog brydes ned, og deres evne til at enes komme på prøve.

Dette er ikke en film, hvor dyrene taler – i hvert fald ikke hvor de taler vores menneskelige sprog. 

Dyrene er ikke menneskelige, men vi ser i stedet verden gennem deres øjne, en verden, der virker gigantisk, mystisk og fremmed, med storslåede kattestatuer, der langsomt forsvinder under vandets overflade.

Der er ingen mennesker at finde i denne film, og selv ved verdens ende, så er det hele omfavnet af en fred og idyl, der er svær at finde andre steder.

Naturens benhårde stædighed

Instruktøren Gints Zilbalodis baserede ’Flow’ på sin originale idé til kortfilmen ’Aqua’, hvor katten skulle lære at overkomme sin frygt for havet.

Filmen udspiller sig, som om den var filmet på et håndholdt kamera, med lange, kontinuerlige scener, når vi følger katten løbe gennem omgivelserne, der drastisk ændrer sig omkring den.

Udover at katten og hundene er baseret på instruktørens egne kæledyr, så udnytter han også autentiske lyde fra de forskellige dyr portrætteret i filmen. 

Alt dette, de overnaturligt sprudlende farver, de mytiske elementer, smelter sammen til en eksplosion af en sanseoplevelse i et ellers simpelt plot. Vi tages blot i hånden til en rundrejse gennem naturen, der rystes i sin grundvold, men alligevel står stærkt, som den allerede har gjort i årtier.

’Flow’ er minimalistisk og betagende, og mest af alt rørende. Det er en fortælling om naturens magt og freden og venskabet, der findes i selv de mest desperate situationer.

Og måske er det ikke manglen på mennesker, der gør at freden aldrig brydes. I stedet er det måske viljen til at overleve, og styrken til at ville se solen stige igen på den anden side af enhver katastrofe.