’Flugten til frihed’ åbenbarer sig som en rørende vandringsfortælling. I hvert fald for de, som er tålmodige nok til at blive hængende.

Viggo Mortensen, manden med de mange sprog og dyder, udfolder sig på fransk og arabisk i David Oelhoffens westernificerede Camus-filmatisering ’Flugten til frihed’. Han er, sammen med Reda Kateb, vores eneste følgesvend i et barskt nordafrikansk stenlandskab, der som filmens originaltitel (’Loin des hommes’) antyder, ligger helt derude, hvor kragerne vender.

Året er 1954 og Algeriet begynder så småt at vriste sig fri af franskmændenes hundredårige greb om deres land. Daru, en tidligere krigsofficer, har slået sig ned som skolelærer for de lokale børn. Her lærer de, foruden det franske sprog, om Seinen og Loire-flodens løb gennem et land, som de sandsynligvis aldrig vil besøge.

En dag kommer en politimand forbi og overlader Daru en ung fange og et kæmpe ansvar. Fangen hedder Mohammed og har slået sin fætter ihjel i en strid over korn. Han skal derfor føres til den nærliggende by, Tinguit, hvor han går sin dom, en sikker død, i møde. Daru nægter først, men indvilliger så i at eskortere den svagelige mand.

Loven og Det Absurde
Fortællingen udstiller på camusk manér Lovens absurditet. Daru anser Mohammed for at være en kujon, der villigt går døden i møde, indtil han erfarer, at den algierske bonde gør det for at redde sine søskende. I Mohammeds landsby dikterer Loven, at mord hævnes med mord. Derfor ville hans familie fanges i en uendelig blodsfejde, hvis ikke han på forhånd bryder cirkelen og overgiver sig til den franske domstol.

De såkaldte “civiliserede” franskmænd er ikke et hak bedre. Deres system viser ingen nåde for en ung mand, der ser sig nødsaget til at dræbe for at sikre sin familie deres eneste levebrød.

Frustreret ser Daru til, mens hans følgesvend slæber sig af sted. ”Du er jo levende!” råber han og åbenbarer derved eksistentialismens grundbegreb: Grib dagen, for pokker, der er jo ikke så meget andet man kan gøre. Døden hjælper ikke nogen.

Han forsøger at få algieren til at tage sin skæbne i egne hænder, men projektet vil tilsyneladende ikke bære frugt.

Alt imens tvinges den retskafne Daru, der gerne lagde volden helt på hylden, til selv at gribe til våben mod de hævntørstige fætre, som de, blandt andre farer, møder på den trøstesløse vandring. Ingen slipper ud af uretfærdighedens stramme greb.

Den lange vandring
På vejen udvikler Mohammed sig fra en svækket skikkelse til Darus ligemand. Med westerngenrens langsomme progression kommer udviklingen ikke dumpende, men lister sig ind på karaktererne, der efterhånden opnår min fulde sympati.

Det skyldes ikke mindst det fremragende skuespil. Kateb gør en fortrinlig tynget figur, og hr. Mortensen har, som i de fleste af sine film, en forunderlig ro og et nærvær, der gør ham til en interessant følgesvend – også når han vandrer i tavshed og ikke udfolder sig på alverdens sprog.

Som i en hver god “western” udgør landskabet også en karakter i sin egen ret. Skønheden i det rødligbrune terræn vrænges frem til lyden af Nick Cave og Warren Ellis’ klagende violiner. Sammen med fotograf Guillaume Deffontaines fremtegner de et Nordafrika, der ikke falder i en kedelig eksotiseringskløft.

Til de tålmodige
Efter en uge i selskab med film som ’Wild Tales’, ’While We’re Young’ og ’Mad Max’ skulle jeg måske lige vænne mig til tempoet i Oelhoffens film. Men langsomt kryber det golde landskab, det dystertsmukke soundtrack og de bedrøvede karakterer sig ind i hjertet på mig og bliver hængende der, når jeg forlader biografens mørke og bevæger mig ud i det grå dagslys.

’Flugten til Frihed’ var ved ugens afslutning en uventet perle, som jeg dog nok kun ville anbefale til de særligt tålmodige og eftertænksomme typer.