Som endnu en i rækken af film om 2. Verdenskrig og jødernes flugt, byder ’Flugten til Nice’ ikke på noget nyt. Men alligevel er der noget dragene i de store bange øjne, som vores hovedperson leverer.

 Gammel historie, ny indpakning

Vi har set det før, mange gange før. Vi er et sted i Europa. Vi møder en sympatisk jødisk familie. Nazisterne besætter landet. Den jødiske familie må flygte for deres liv. Den er fortalt før, fordi det er en vigtig del af vores historie, men det er også en fortælling fyldt med drama, spænding og masser af følelser. Det er bare godt stof til en film. Men nogle gange føler jeg bare, at jeg har set den før.

Dette er også tilfældet med ’Flugten til Nice’. Vi møder den jødiske familie Joffo, som ejer en barbersalon i Paris i begyndelsen af 1940erne. Nazisterne presser sig på og forældrene tager derfor en beslutning om at splitte familien op, så de mere sikkert kan flygte til ”den frie zone” omkring Nice. De to ældste brødre er rejst, og samme aften må de to yngste Maurice og Joseph forlade deres forældre for at komme i sikkerhed. Herfra følger vi så de to brødres flugt mod Nice og deres konstante frygt for, at deres jødebaggrund bliver opdaget.

Store bange øjne

Filmen bringer hverken noget nyt med sig, eller fortæller begivenhederne på en anden måde. Alligevel bliver jeg draget ind i denne sande historie, som er baseret på den selvbiografiske roman ’Un sac de billes’ af den yngste bror, Joseph Joffo. Fortællingen bliver derfor set gennem Josephs øjne – og netop de øjne, der sidder på hovedrollen Dorian Le Clech, er enormt dragende. Den frygt og utryghed han portrætterer rammer lige i mit modergen og alle de rigtige følelser bliver tricket. Både når han viser sin angst, men også når han er stædig og beskyttende overfor sin bror og sin herkomst.

Dog fornemmer man, at filmen gerne vil fortælle mere indgående om Josephs følelser gennem en unødvendig voice-over. Vi forstår nemlig godt, hvad han gennemgår og behøver det derfor ikke udpenslet.

Det peaker tidligt

Filmens klart stærkeste sekvenser er i den første halvdel, hvor vi følger de to drenges flugt og frygt med de mest følelsesmæssige og medrivende scener. Derefter bliver filmen lidt flad og mister noget af sit intense drama, da hele titlen sådan set er overstået på de første 45 minutter. En spirende kærlighedshistorie mellem Joseph og en nazi-sympatisørs datter bringer dog en spændende dobbelthed med sig. Den kunne have givet filmen en ekstra, interessant dimension, men der bliver desværre ikke brugt nok tid på romancen.

Historien i ’Flugten til Nice’ er set før, men er man glad for historiske film, er denne fortælling om identitet, familie og om at stå på egne ben i en barsk tid, en fin lille film set fra en 10-årigs perspektiv.

Foto: Another World Entertainment