1700-tallets Frankrig er rammen for en perle af et romantisk drama, hvor to kvinder forenes gennem kunsten – og manglen på samme.

Det kan erkendes uden megen diskussion, at en af de mest klassiske troper, når det kommer til kærlighedshistorier, er den om hemmelig, i visse tilfælde forbudt, kærlighed.

Der er sjældent et værk, der vækker så mange følelser og er så folkekær som Shakespeares ’Romeo & Julie.’

Og i al ydmyghed vil jeg mene, at den franske instruktør Céline Sciammas seneste drama rummer en fortælling af samme kaliber som den førnævnte klassiker.

Den unge kunstner Marianne (Noémie Merlant) er hyret til at male et portræt af Héloïse (Adèle Haenel), som for nyligt forlod klosterlivet og nu er lovet væk i giftermål. Der er dog den enkelte detalje, at kvinden modsætter sig ægteskabet, hvortil maleriet er tænkt. Derfor nægtede hun at posere for de forhenværende kunstnere.

Så Marianne må male hende i smug.

De to kvinders bekendtskab udvikler sig stille til noget mere, i takt med at deres usandsynlige kemi blomstrer. Samtidig stiger Héloïses mistænksomhed omkring Mariannes tilstedeværelse.

Plads til stilheden
Når Marianne maler, kan kun hendes penselstrøg og pejsens knitrende flammer høres i det fjerne. Der opstår en ro, og roen tvinger publikum til at fundere over, hvad de ser.

Et element, der gør ’Portræt af en kvinde i flammer’ til noget særligt, er at instruktøren konsekvent har valgt ikke at bruge underlægningsmusik. Faktisk indgår der kun musik i to scener i hele filmen, og selvom dette måske er uvant for garvede seere, så komplimenterer det kun oplevelsen af værket endnu mere.

Fraværet af en score sættes sammen med lange klip, hvor skuespillernes ansigter ændrer sig stille, og kropssproget kommer i fokus.

Den unge Hèloïse ser sit kommende ægteskab som en frihedsberøvelse – en frihed, som hun forbinder med musik. Musikken er nemlig i kvindernes tilværelse en mangel, det mærkes som noget flygtigt og uopnåeligt – og derfor kan det næsten kun give mening at sætte tilskueren i samme sted.

Kvinden og hendes tilblivelse
Det er på ingen måde første gang, at Céline Sciamma har temaer som kærlighed, seksualitet, femininitet og ungdom i fokus. Faktisk gennemsyrer de flere af hendes film: debutfilmen ’Water Lilies’ og ’Girlhood’ har begge unge kvinder i hovedrollerne, mens ’Tomboy’ omhandler kønsidentitet.

Instruktøren er vokal feministisk aktivist og arbejder for ligestilling i filmbranchen.

Og efter flere år af prisuddelinger domineret af Hollywoods mænd – det bør nævnes, at ikke en eneste kvindelig instruktør var nomineret til 2020’s Golden Globes eller til den kommende Oscars’ ceremoni – så var introduktionen til hendes arbejde utroligt forfriskende.

’Portræt af en kvinde i flammer’ formår at fange følelser i alle deres facetter, at skildre frihed, opvækst og intimitet, der trods af en handling sat i fortiden på alle måder er utrolig relevant.

Céline Sciammas kærlighedshistorie er historisk og moderne, stille og højtråbende, kropslig og tankevækkende – og alle disse omfavnende og eksploderende kontraster er noget, alle burde opleve.