Det fungerede som en form for omvendt kosmisk indkøbsseddel at skrive om, at jeg var dårlig til at gå på festival. For min første dag var et langt stykke af vejen ikke så undervældende, som man kunne have frygtet.

Nu sidder du nok og er ved at gå ud af dit gode skind, fordi du bare måde vide, hvad det blev det til med den der animationsfilm om cambodiansk folkemord?

I selskab med helt op til ti andre mennesker, nød jeg kl. 14.15 i Cinemateket en filmoplevelse af arten rigtig fin. Fin hele vejen igennem simpelthen. Ikke vildt god eller vildt dårlig. Men fin på samme måde som noget modellervoks, du virkelig gjorde dig umage med på fritidshjemmet.

At sammenligne ’Fungan’ med Studio Ghibli og særskilt ’Grave of the Fireflies’ er på ingen måde løgnerisk (det gjorde de nemlig på hjemmesiden, og det var derfor jeg så den. Ikke fordi den var ny og anderledes, men fordi den mindede om noget jeg kendte i forvejen).

Der lægges heller ikke skjul på inspirationskilden i hverken lyd og billede. Men der er et stykke vej op til det japanske mesterstykke, der kan piske tårene frem i selv det mest følelsesmæssigt indskrunkede menneske. Jeg græd ikke på noget tidspunkt, hvilket er meget sært, for mine tårekanaler er ualmindeligt promiskuøse. ’Fungan’ var indbegrebet af en festivalfilm, vellavet, gennemtænkt, smuk men med et efterslæb af uforløst potentiale.

Så tog jeg ind og så ’We the Animals’
Er der noget, som kan få folk op i gear som kombinationen af smukke billeder af grimme omgivelser, amerikanske børn fra op til flere minoritetsgrupper og tegnede sekvenser?

En kaukasisk mor og en puertoricansk far har tre små børn, der er søde når de ikke kaster sten efter biler. De er fattige, men ikke dumme. Filmen har et interessant syn på et liv, der ofte portrætteres som udelukkende forfærdeligt. Den yngste søn er lige blevet ti og skriver og tegner under sengen om natten, fortæller sin historie.

CPH PIX beskriver selv filmen som intet mindre end en ”impressionistisk hvirvelvind” – og det er den også nogen forstand. For mig levede filmen i høj grad på en håndfuld meget kraftfulde øjeblikke med drys af magisk realisme. Og nogle meget dygtige smukke skuespillere, voksne som børn. Jeg nød den på samme måde, som en impressionistisk hvirvelvind af et maleri på Statens Museum for Kunst – nemlig ved at gøre mig virkelig umage.

Her er hvad jeg tænker kl. 18 efter en temmelig succesfuld dag i Cinemateket, hvor jeg har set om ikke to mesterværker, så to ret gode film: Måske er CPH:PIX bare verdens bedste filmfestival, drop fordommene Mathilde, og snup en dialogkaffe med filmsnobberiet.

Dumme mig sådan at tro programmet er fyldt med højpandede mellemgode film. Så tog jeg ind og så den irske fængselsfilm ’Michael Inside’. Socialrealisme til den sene forestilling. Rookie mistake. Banko.

Filmen føles som verdens største pestilens af en socialrådgiver. Seeren tvinges næsten til at bære sin retmæssige del af ansvaret for, at det er svært at være socialt udfordret ung mand i Dublin. Samfundet er svært, vi skal alle sammen lide i 96 dræbende minutter.

Hovedpersonen Michael er lidt ubegavet. Michael bliver knaldet med kokain for 15.000 kroner. Michael kommer i fængsel og er fanget i et bøllebur resten af livet både inde i fængslet og udenfor. Jeg tør bestemt ikke tage til udkanten af Dublin, hvor filmen foregår, for det virker som om, man bare skal kigge på en rødtop i hooligantøj, og så sidder man i saksen.

Ingen impressionistisk hvirvelvind her. ’Michael Inside’ er et gråt billede af en døende bonde fra det moderne gennembrud, der i sin mangel på en større filmisk pointe, føles som om der bare er blevet fyldt farver ud i en Ken Loach-malebog. Instruktøren Frank Berry hamrer sin pointe i med så store syvtommersøm, at engelsklærere i mellemskolingen får røde kinder landet over. En moralprædiken skåret ud i pap, og lige til højrebenet, hvis man skal lære folkeskoleelever, at en forkert handling kan ødelægge dit liv.

Efter en usandsynlig deprimerende afslutning på en ellers rimelig god indie-dag, havde jeg lyst til at skyde skylden på festivalen. Men samtidig måtte jeg selv stå til ansvar og tjekke festivaldumdristighedens fejl nummer tre af: socialrealisme er et sats, socialrealisme efter klokken 21 skal man holde sig fra. Fool me once…