Af Kasper Vegeberg
Nogle gange kan man mistænke Hollywood for at være løbet helt og aldeles tør for idéer. Ikke fordi de samme, genkendelige modeller går igen, og heller ikke fordi hver populær franchise-citron presses til ukendelighed. Men fordi der nu har dannet sig en tendens til at lave remake på remake på remake. En af tidernes mest populære og elskede dansefilm, Footloose, står nu for skud.
I Footloose (anno 2011) følger vi storbydrengen Ren MacCormack, der netop er flyttet hjem til sin onkel og tante i den lille sydstatsby Bomont efter sin mors død. Her kommer han hurtigt på kant med loven, da det viser sig, at byen, som konsekvens af en tragedie, der kostede fem unge mennesker livet, nu har lovgivninger imod dans, høj musik, alkohol og alt andet, der gør det sjovt at være teenager. Men Ren nægter at lade sin passion for dans tøjle, og han må derfor sætte sig op imod byens pastor, der både er manden bag lovgivningerne og far til den smukke, rebelske Ariel, hvis skæbne krydses med Rens i hans kamp for sin ret til at nyde livet.
De fleste kender nok til den originale Footloose fra ’84 med en ung, energisk Kevin Bacon i hovedrollen. Eller også må de i hvert fald kende soundtracket med samme titel af Kenny Loggins. Det er da heller ingen hemmelighed fra instruktørens side, at han laver denne nye version med den allerstørste kærlighed til originalen. Og det skinner stærkt igennem.
Og hvad indebærer en fornyelse af en 80’er-film så? Jo, først og fremmest går det ikke længere at have grimme, unge mennesker rendende rundt i en dance flick. Med ”grimme” mener jeg naturligvis den mindste smule under undertøjsmodellernes niveau. Og når det nu er sådan, de ser ud, så ville det da også være synd og skam at lade dem have alt for meget tøj på. Der skal selvfølgelig også noget nyere musik til – gerne hip-hop, der prøver at være hårdt – og product placement kommer man nok heller ikke udenom. Især ikke når det meste af det beskedne budget kunne mistænkes for at være gået til at hyre Dennis Quaid og Andie McDowell, hvortil pengene overraskende nok faktisk er givet godt ud.
Og selvom Kevin Bacon er for evigt ung i vore hjerter, så er han det desværre ikke på sit ydre. Derfor har man forsøgt at gentage succesen, der gjorde ham til en stjerne i sin tid; nemlig at hive en ung, forholdsvis ny skuespiller ind i manegen. Knægten (danseren Kenny Wormald) og de andre nye, unge skuespillere i Footloose ser da generelt også ganske godt ud. Men man har desværre ikke forstået sig helt på at finde nogen med karisma og udstråling, som man gjorde det i 80’erne. Man er i stedet øjensynligt gået efter gode røve og veltrænede mavepartier. Og for gammeldags personligheder som jeg selv er det bare ikke nok til at gøre karaktererne charmerende.
Men ret skal nu være ret, og jeg anmelder trods alt Footloose fra 2011 og ikke 84’eren. Og lad mig nu engang sige: jeg var fint underholdt igennem filmen, der så afgjort ligger flere niveauer højere end de andre dansefilm, Hollywood har hostet op siden halvfemserne. Så er det sagt!
Historien om unge mennesker, der kræver deres ret til dans og fest, er fængende på sine egne præmisser ligesom de personlige historier om eksempelvis præstefamilien, der prøver at komme ovenpå igen efter tabet af pastorens søn. Mesterligt er det ikke, men det passer godt til en dansefilm, der vil lidt mere end bare at vise koreografier. Og ærligt talt så fik jeg sgu lyst til at danse røven i laser af at se den!
Også det billedlige har sine øjeblikke. Der er især to scener, en dansescene og en kærlighedsscene, der er filmet med karaktererne som silhuetter i en rød solnedgang, der fanger opmærksomheden som specielt flotte. Også kameraføringen er dynamisk med både flot bevægelighed og hurtig klipning i visse scener, og helt statiske kompositioner med plads til komplette koreografier i andre.
Godt – så har jeg været objektiv. Og lad mig så afsløre, at langt størstedelen af de ovennævnte kvaliteter kommer fra originalen. Og i remakes’enes tidsalder er det vigtigt at huske originalerne – for hvis de nye versioner blot er fornyede kopier, hvorfor så ikke bare se de ”ægte” værker i stedet? Og det samme gælder med Footloose. Men hvis man trænger til en dansefilm på biograflærredet, skal man endelig ikke holde sig tilbage – for det er en underholdende og varmende film. Men ellers foreslår jeg, at man husker det kendte (men åbenbart glemte) Hollywood-udtryk: If it ain’t broken – don’t fix it!
