På havets bund udspiller der sig et medrivende og ambitiøst scifi-mysterium, og på land mødes to håbefulde unge, hvis forhold senere udvikler sig til et vaskeægte kærlighedsdrama. Her stilles det ældgamle spørgsmål ”hvad nu hvis?”

Da et jordskælv nær Island skaber en lang sprække i Atlanterhavets havbund, optrappes klimakrisen og verdens undergang fremskyndes. Samtidig møder Elias (Viktor Hjelmsø) og Anita (Anna Søgaard Frandsens) hinanden, og bliver hovedkulds forelskede.

Men forholdet holder ikke, og inden længe har de begge fået begivenhedsrige og spændende liv. En aften får Elias øje på Anita, der synger Minds of 99 på en intim neonbelyst bar, og gnisten fra gamle dage vender tilbage. Men der er gået mange år, og de er begge kommet videre. Eller er de det?

Dommedag i rosenrød beklædning

Elias er passioneret omkring hændelsen på bunden af Atlanterhavet, og bliver leder for den operation, som skal prøve at lukke sprækken. Anita er sanglærer og bor sammen med sin mand og søn. De er umiddelbart begge i fuld gang med deres nye liv. Men i takt med at Elias bevæger sig rundt på bunden af Atlanterhavet i en ubåd, dukker nogle uforklarlige minder op om hans første store kærlighed. De forekommer virkelighedsnære, men der er noget helt forkert.

Hvad der umiddelbart bliver fremstillet som en mystisk undervands gåde, bliver hurtigt opslugt i et opgør med fortiden i bedste ”kitchen sink – drama” stil, med intriger, højlydte diskussioner og følsomme blikke, der siger mere, end hvad der kan udtrykkes med ord.

Viktor Hjelmsø og Anna Søgaard Frandsens starter filmen stærkt ud som de unge Elias og Anita med sprudlende kemi. Her bliver verdenens tilstand og de to forelskede mennesker introduceret på en overbevisende måde, og man venter spændt på, hvad dette sci-fi drama bringer med sig.

Når man så møder Simon Sears og Nanna Øland Fabricius som de ældre Elias og Anita, skifter filmen hurtigt karakter. Her bliver neonlys og blød pop sammensmeltet i et sammensurium af følelser og afsløringer. Det føltes som en helt anden film, end den man først bliver præsenteret for. Præstationerne er stadig fremragende, men filmens tempo har taget et hurtigt skift til det langsommere, og plottet omhandler herefter kun den kærlighedsrelation, der engang var til stede mellem karaktererne.

For meget drama, for lidt sci-fi

De spændende undervandsoperationer, og seje rumdragter bliver lagt på hylden, og bliver først rigtig hevet frem igen til allersidst i filmen. Overraskelsen er derfor stor, da der bliver draget paralleller mellem, hvad der sker under og over vandoverfladen. Men ikke nødvendigvis på den måde, som man havde håbet.

Ligesom så mange andre film i denne genre prøver `For Evigt` at tage fat i det så ubegribelige og altomfavnende begreb, der er ”tid”. Det er som altid fascinerende, men tid er også en umulig størrelse at prøve at forklare på halvanden time. Og det vælger filmen derfor at lade være med. Alle små ledetråde og indikationer forbliver i det uvisse, og spørgsmål om tid og ”hvad nu hvis…” er op til seeren at affinde sig med.

Dette greb er snedigt, og hvis gjort godt kan det også skabe en skøn afslutning på et sindsoprivende mysterium. Men med så få øjeblikke under havets overfalde, hvor tid og minder flyder sammen, skaber denne film flere spørgsmål, end den selv kan svare på. Man bliver faktisk lidt i tvivl om, om filmens univers er blevet tænkt helt til ende, eller om det blev glemt i takt med, at melodramaet tog over og fandt sig til rette som i mange andre danske film.

Højt at flyve, dybt at falde

Instruktør Ulaa Salim åbner med denne film dørene for, at vi i Danmark kan begynde at producere flere genrefilm. Og med en dansk filmbranche i krise, kan film som `For Evigt` være med til at skabe opmærksomhed omkring dansk films alsidighed og udenlandske potentiale. 

Det er dejligt at se så ambitiøst en film på dansk grund. Scifi-genren er næsten umulig at få øje på i det danske filmkatalog, og de scener i denne film, som inddrager genren, er smukke og troværdige. De minder om mesterlige film såsom ‘Arrival’ og ‘Interstellar’ med et stilistisk udtryk, som skaber en ramme for en hjernevridende problemstilling.

Man ville bare ønske, at det gennemsyrede filmen i mere end de 20 minutter, det i bund og grund fylder.

For selvom der er taget nogle velvalgte kunstneriske beslutninger i form af forskellige billedformater, kapitelopdeling af plottet, og utraditionel kameraføring, så skriger fortællingen på mere end denne fordanskede dommedagsfilm.

Med ‘For Evigt’ dykker dansk film endelig ned i sci-fi genren, men glemmer at slippe det danske melodrama i farten mod et nyskabende univers og et nyt kapitel i dansk filmhistorie.