Ideen til den her artikel kom første gang d. 24. januar. Mageligt placeret i de røde biografsæder i Bio Carl i Cinemateket var jeg til en præsentation af danske film, der kommer det næste halve års tid. Det minder mest af alt om en hors d’oeuvres platte; nogle af dem smager godt, mens man spytter de andre diskret ud i servietten og desperat prøver at skylle den dårlige smag væk.

Personligt har jeg det lidt svært med danske komedier. Alt for mange mangler den fingerspitszgefühll, som man finder f.eks. hos den britiske pendant. Derfor var det med et lidt anstrengt smil hos undertegnede, da den nu aktuelle ‘Selvhenter’ blev præsenteret. Millang-brødrene var dog ganske underholdende, og tæerne forblev ukrummede i skoene.

En hånd på min arm mindede mig dog om, at emnet for deres film måske ville være et, jeg fandt ubehageligt. Min sidekammerat og rigtig gode ven ved nemlig, at lige præcis det er et, som står mig nært. Den beroligende hånd lægger sig for at vise sympati og en jeg-er-her-hvis-du-har-brug-for-det gestus.

29. august 2014 døde min far af kræft. I år vil det være 5 år siden, og det er en af de ting, jeg helst undgår at tale om, hvis ellers jeg kan slippe udenom det. Folk, der rent faktisk ved, hvordan det påvirker mig, kan tælles på en hånd med 2-3 fingre i overskud – det er min ting.

Det er ikke noget, der påvirker mig konstant. Nogle gange, som f.eks. hans fødselsdag og andre højtider nager (i mangel på bedre ord) det mig mere end “normalt”. Og så er der selvfølgelig de gange, hvor jeg ser en film, og den bare rammer helt rigtigt i mig, og det er ikke nødvendigvis en dårlig ting.

Muligheden for at få afløb for de her tunge følelser igennem noget så eskapistisk som film, er en af de mest behagelige former for emotionel katarsis, man kan udsætte sig selv for. Den tsunami af tårer renselsesprocessen giver er det fornyende livgivende åndedræt, når “maskinen” er ved at gå død.

Døde fædre er ikke det eneste, der trigger følelserne i mig. Så simpelt er det ikke. Bevares, jeg græd da under ‘Creed II’, hvor Adonis (Michael B. Jordan) står ved Apollos grav og giver den super tarvelige følelsesporno-tale. Selvfølgelig bliver øjnene våde der, og det kan jeg forberede mig på.

Mere irriterende bliver det, når film overrasker. Et eksempel er ‘Searching’, der handler om en far der forsøger at finde sin forsvundne datter ved at optrævle hendes online færden. Intet, der umiddelbart burde ramme, right? Men se, det er der, hvor filmens opening credits viser, hvordan moderen bliver ramt af kræft, kommer i bedring og så dør af den infernalske sygdom – lige præcis det forløb ramte hårdt den fredag aften på Fisketorvet.  

Afhængig af, hvor dybt sådan en episode rammer, så kan det enten gå over i løbet af næsten ingen tid, eller det kan blive hængende i mig resten af dagen. Det er dog sjældent det sker, men det er sket, og som regel hvis det er kommet som en overraskelse fra filmen. Jeg hader det ikke; som sagt har det den her rensende effekt, hvor låget lige bliver løftet, så det værste tryk kan komme ud.

Til tider vælger jeg også at fremprovokere det ved at se bestemte film, hvor jeg ved, at øjenkrogene bliver lidt fugtige.

For mig er den perfekte film til det virtuousen Jeff Nichols mesterværk fra 2016, ‘Midnight Special‘.

Fortællingen om, hvordan en far (Michael Shannon) vil gøre alt for at fragte sin søn (Jaeden Lieberher) med særlige evner til et bestemt sted i USA på et bestemt tidspunkt, rammer mig på flere niveauer.

Udover den åbenlyse far/søn historie, så er den selvopofrelse, som Shannons karakter udviser, er noget af det mest rørende, jeg har set på film nogensinde.

En scene får mig hver gang. Bare det at skulle prøve at beskrive den nu nødvendiggør dybe vejrtrækninger og 10 sekunder væk fra tasterne. Det er ikke en patosladet tale. Faktisk bliver der i det øjeblik kun sagt et ord – “Alton”.

Ansigterne og øjnene fortæller det hele, og fra da af er det ren Niagara vandfald ned ad ansigtet til filmen slutter. I den forbindelse vil jeg på det kraftigste anbefale, at man ser ‘Midnight Special’ med volumen skruet godt højt op. Ikke alene på grund af det fænomenale lydlandskab, med David Wingos sublime underlægningsmusik, men også fordi det camouflerer din gråd og hulken, for det vil ende i tårer.

Det her er dog “min” film. Alle har “deres” film og det er ikke noget man kan kontrollere – filmen finder en.

Selvfølgelig er der nogle, der fungerer for alle, men den film, der rammer på det dybe ømme punkt, så man bliver en rå eksponeret nerve, den er individuel. Og afhængig af, hvilket punkt det drejer sig om, så kan man have flere af den slags – jeg har.

I det hele taget behøves det ikke at være en film. Hver gang der er kommune- eller folketingsvalg, kribler det i mig for at diskutere politik med den gamle. Både for lidt antagonistiske verbale udvekslinger, men også analysen af spillet, om hvem der kan tælle til 90, eller hvad der er sand overbevisning overfor, hvad der er spin/populistisk pladder.

Til samme arrangement i Cinemateket var der også en dokumentarfilm om speedway, ‘Kongernes fald ‘. Dem, der læser det her og kendte min far, vil vide, at netop den ramte hårdt. For alle andre i salen var det bare endnu en dokumentar om noget, som de færreste i København vidste eksisterede. For mig var det en tilbagevenden til Slangerup Speedway stadion, sving 1 og en hulens masse slagger flyvende rundt om hovedet på mig, når jeg løb ned fra barrieren og op til der, hvor min far stod.

Der var ingen hånd på armen der, for det var ikke en åbenlys forbindelse. Men af de to film den dag, så var det den, der ramte plet, og dér havde hånden været kærkommen – det kunne hun jo ikke vide.

Jeg savner min far.

Fire simple ord, men uhyre grænseoverskridende ikke bare at få ned på tekst, men i høj grad også at dele med resten af verdenen. Det varierer, hvor meget det er, og nogle gange går der rigtig lang tid imellem savnene – men de er der. Jeg er med rimelig stor sandsynlighed ikke den eneste, der har sådan nogle savn eller har film, der trigger bestemte reaktioner nærmest på kommando.

De kan være ubehagelige eller rare alt efter følelsen eller situationen – forløsning eller helvedes pinsler. For mig har de været gode, tilpas eskapistiske og alligevel så relaterbare, at det bringer ting til overfladen, som ligger og ulmer – filmterapi for filmnørden.

Selvfølgelig er det ikke kun derfor, jeg nu kan skrive det her, men det har helt klart hjulpet til, at jeg kan sige ordene denne ene gang.

Det her er min ting og det er sådan det er;

jeg savner min far – og det er okay.