Søren Malling brillerer i Christian Tafdrups finurlige spillefilms debut, som dog taber pusten da den på magisk vis sætter tempoet op.

Ægteparret Kjeld (Søren Malling) og Vibeke (Bodil Jørgensen), oplever deres livs krise, da deres søn Esben flytter hjemmefra. Kjeld kæmper hårdt for at genfinde glæden, og da de finder ud af deres gamle studenterhybel er til salg, tager de en drastisk beslutning og flytter tilbage til hvor det hele startede. Kjeld gør hvad han kan for at indrette den som den så ud dengang, men det hele bliver pludselig meget ligesom de gode gamle dage, da de en morgen vågner op 30 år yngre og finder dem selv i deres ungdomsår.

Genkendelsens klang
De fleste forældre kender sikkert til følelsen af, når deres børn flytter hjemmefra, og den samme følelse kender barnet sikkert også. Forældrene står med et kæmpe tomrum, og på symbolsk vis slukker Søren Malling for forældrenes liv da han slukker radiatoren på det tomme teenageværelse, hvorimod sønnen Esben (Anton Honik) endelig har vundet sin frihed, med eget sted, pizza hver aften og følelsen af at kunne sove til kl. 11 hver dag. Forældrene er i sorg, sønnen er begejstret. Christian Tafdrup har med ’Forældre’ skabt en alternativ og interessant coming of age film, dog på hovedet.

Interessant problemstilling
Selve filmens idé og plot er et interessant spørgsmål, som i den grad bør sætte tanker i gang både ved forældre og fraflyttende børn. Et spørgsmål om hvordan man dog tackler denne, på den ene side svære – men på den anden side glædens – tid. Hvordan kan de forladte forældre mon udfylde de tomrum de står i, og hvordan kan de genskabe deres forhold, når sønnen ikke længere er omdrejningspunktet? Filmens første halvdel fungerer utrolig godt, hvor især Søren Malling spiller godt som den hårdt kæmpende fader, der ihærdigt hjælper sønnen med at vaske tøj og hænge hylder op i hans lejlighed – som forældre jo gør. Bodil Jørgensen spiller en ’Bodil Jørgensen classic’, som den bekymrede og skrøbelige mor, der er hårdt ramt. Man kan ikke undgå at føle med de to forældre, især da de står klar med Tacos, da sønnen skal komme på besøg, men han så aflyser 20 minutter inden han skal komme. Ja, man kan jo næsten forestille sig sine egne forældre i samme situation.

Mister magien da den bliver magisk
Idéen om at forældrene skal genopfinde dem selv og deres forhold i deres gamle studielejlighed er ganske morsom, men da filmen hiver sin trumf op af ærmet med at forældrene vågner 30 år yngre, mister den desværre både nærheden og til dels også underholdningsværdien. Selve tanken er meget sjov, men det kommer bare ikke rigtig til at fungere, og den flotte glød som filmen havde fået tændt, dør desværre lidt ud. Elliot Crosset Hove og Miri Ann Beuschel der spiller Kjeld og Vibeke som 22 årige gør det udmærket, men selve filmen tager en drejning ud af et spor, som ikke er nær så fængende som filmens første halvdel, og man kommer til at sidde og ærgre sig over dette magiske krumspring, der på sin vis er et dristigt og ambitiøst trick, men desværre ender som fejlslået tryllenummer. Men forældrene står alligevel tilbage med det spørgsmål, som de søgte at svare på – var det hele så meget bedre da man var i 20’erne?