Historien om en svensk families reaktion på en kontrolleret lavine, og den knap så kontrollerede følelsesmæssige lavine som den medfører, er en tåkrummende fornøjelse.

Genskær fra små eksplosioner ses pludselig dukke op forskellige steder i et ellers søvnigt snelandskab akkompagneret af markante strygere, der fremfører et stykke af Vivaldis ’Sommer’ fra hans fire årstider. Selvom alt virker under kontrol, er noget i gære. Vi ser ikke, de laviner som eksplosionerne skal medføre, men det kommer vi til, og det er bestemt imponerende.

Endnu mere imponerende er det for den lille svenske familie, vi følger gennem filmen. Da de et kort sekund tror, at lavinen der styrer mod dem er ude af kontrol, skynder familiefaderen Tomas (Johannes Kuhnke) sig væk og efterlader sin billedskønne kone Ebba (Lisa Loven Kongsli) tilbage med deres to børn. Da alt er faldet til ro igen, kommer Tomas gående tilbage og sætter sig. Nu kan familien færdiggøre deres frokost, som om intet var sket. Og hermed har vi fået serveret den første rigtige Östlundske situation, og vanen tro er den ubekvem og akavet.

Det afklædte menneske
Svenske Ruben Östlund lader sit statiske kamera fastholde os med Tomas før, mens og efter hans værdighed og selvrespekt udvandes. Dette er karakteristisk for Östlund, der står bag film som ’De ufrivillige’ og ’Play’, hvor vi også som tilskuere observerer mennesker i situationer, hvor de reduceres til ynkelige og magtesløse eksistenser. Mennesket bliver, set gennem Östlunds briller, til et stop på turen i zoologisk have. Han viser, hvor lidt der skal til, før vores civiliserede masker falder af. ’Force Majeure’ prøver dog på noget andet end hans to foregående spillefilm, der arbejder med flere forskellige historier.

Far til to i sneen
Filmen åbner med at den lille svenske familie bliver fotograferet. Fotografen har en meget specifik idé, om hvordan de hver især skal stå, og resultatet er på en gang hyggeligt og bizart. Det er hvad der ulmer under familiehyggen, der bliver udforsket i ’Force Majeure’. Den handler om, hvordan vi hver især hviler på opfattelser af os selv og vores nærmeste som mere end bare normale mennesker. Når Tomas konfronteres med den side af ham selv, der ikke svarer til den person, som han havde håbet, at han var, er resultatet tragikomisk. I en scene tudbrøler han foran sin kone, og den måde han græder på virker så utroværdig, at hele situationen bliver grotesk. Det er historien om den tjekkede skandinaviske familie, og hvordan det viser sig, at de, ligesom alle os andre, i bund og grund er totalt utjekkede.

Ruben Östlunds stil er distinkt og ambitiøs; han tager os steder hen, hvor dele af virkeligheden står knivskarpt. Stilen går igen i ’Force Majeure’, men han bygger videre på den, og resultatet er både ubehageligt, sjovt, underholdende pinligt og kan varmt anbefales.