En film der understreger, at ”du får ret og jeg får fred” oftest bare er den bedste udvej fra et skænderi.

I 1990 sluttede den libanesiske borgerkrig efter 15 års rasen. Den sluttede uden vindere. Alle parter var skyldige i krigsforbrydelser, og ingen blev retsforfulgt. Man fejede problemerne ind under gulvtæppet og genoptag dagligdagen, så godt man kunne.

Resultatet blev, at store stridspunkter imellem landets sammensatte befolkning forblev uforløste. Navnlig mellem den kristne majoritet og det store mindretal af muslimske, fordrevne palæstinensere.

Bølgerne går højt i Beirut
En eftermiddag i Beirut skal byggechefen Yasser, der er palæstinenser, udbedre byggefejl i et libanesisk boligkvarter. Her kommer han op at skændes med Tony, en af områdets kristne beboere, over et nedløbsrør. Diskussion eskalerer; og ingen af de to stolte stædige mænd har tænkt sig at bakke ud. Da Yasser senere tvinges af sin chef til at undskylde, forarges Tony over den halvhjertede affære og svarer igen med en utilgivelig fornærmelse.

Hvad der startede som en lille uoverensstemmelse mellem to mænd, eskalerer nu til en konflikt, der involverer hele lokalsamfundet, og ender ud som en principiel retssag i højesteretten. Som en kædereaktion vokser sagen sig større og større, en proces som er særdeles medrivende for publikum at følge. Med hele nationen opslugt af affæren, truer den nu med at afsløre skeletterne i skabene. Har et simpelt skænderi potentialet til at blive optakt til en ny borgerkrig?

Halløj i højesteretten
’Fornærmelsen’ er et klassisk retssalsdrama, der ikke gør det store for at gentænke genren. Til tider bliver filmen endda en anelse forudsigelig. Når fortællingen alligevel tryllebinder, skyldes det omdrejningspunktet – retssagen som en art mikrokosmos over sårene fra den libanesiske borgerkrig.

Med smukke billeder af Beirut som lærred folder Adel Karam og Kamel El Basha sig ud med stor indlevelse, spillende henholdsvis Tony og Yasser. I løbet af den første time har man lyst til at kværke dem, da de er så ulideligt stædige og påståelige, at man river sig i håret. Kunne de lægge deres stolthed på hylden i to minutter, kunne hele konflikten undgås, og deres stakkels koner forsøger desperat at bringe dem til den erkendelse.

Men efterhånden som der dykkes ned i karakterernes personligheder og historier, begynder man at forstå hvor stædigheden kommer fra, og hvorfor de har så svært ved at føle empati med hinanden.

Baseret på virkelige skænderier
Den libanesiske instruktør Ziad Doueiri har baseret sin film på egne oplevelser. I virkelighedens verden stod han for fornærmelsen af en palæstinenser, da bølgerne gik højt ovenpå et ellers ligegyldigt dilemma. Her var han dog åndsnærværende nok til at trække i land igen. ’Fornærmelsen’ er en undersøgelse af, hvad sagen kunne have udviklet sig til, hvis ikke besindelsen havde sat ind.

Når man som undertegnede har en forkærlighed for film om retssager, må man nødvendigvis konstaterer, at det er en slidt genre med masser af middelmådige eksempler. Når denne så skiller sig ud, er det takket være instruktørens personlige vinkel – Libanon er et spændende land med en betændt historie, og hvordan noget så tragisk som en borgerkrig kan splitte et samfund mange år efter, er fascinerende stof.

’Fornærmelsen’ er centreret om et interessant plot, byder på smukke indstillinger, har et kompetent manus som baggrund og nyder godt af glimrende skuespilpræstationer hele vejen rundt. Det er bare hele vejen igennem en god film.

Foto: kino.dk