Med en anderledes stil inspireret af klassisk japansk kunst, er mesterværksfabrikken Studio Ghibli i biograferne med ’Fortællingen om Prinsesse Kaguya’. Filmen er desværre ikke helt på højde med resten af værkerne i Studio Ghiblis imponerende filmografi.

Historien er baseret på et klassisk japansk folkeeventyr og omhandler en fattig bambushugger, der en dag finder en miniaturepige i et bambusskud. Bambushuggeren og hans kone bestemmer sig for at adopterer det lillebitte menneske, og de døber hende Kaguya. Pigen vokser hurtigt til normal menneskestørrelse og trives fortrinligt i det idylliske landliv, men da bambushuggeren en dag finder både guld og fine klæder gemt i bambusskoven, tager han det som et tegn fra himlen på, at Kaguya skal leve som en prinsesse. Pigen flyttes derfor prompte til hovedstaden, hvor hun dybt ulykkelig og fyldt med hjemve oplæres i hoffets manerer og traditioner.

Op til dette punkt er filmen relativt forudsigelig, og jeg regnede med, at den snart ville gå ind i sin tredje akt, hvor prinsessen slipper fri, tager hjem og lever lykkeligt til sine dages ende. Men sådan går det ikke. Historien slår ud af det blå en kolbøtte, da det viser sig at Kaguya kommer fra månen og er blevet sendt ned til jorden med hukommelsestab. Filmen er dog langt fra færdig og tager endnu et par besynderlige svirp, inden den slutter på en uventet sørgelig og lidt utilfredsstilende måde.

Vild stil
Filmen er klart stærkest i de øjeblikke, hvor tegnestilen slippes løs og sammen med en intens lydside formår at tegne følelser på papir. Dette sker blandt andet i en vidunderlig sekvens, hvor Kaguya endelig får nok: Den ellers farverige og lyse akvarelstil koges ned til et virvar af sorte kulstreger, der fyger om prinsessen, mens hun i bare fødder og voldsomt tempo løber ad skov, mark og vej tilbage mod sin fødeby. Landsbyen er imidlertid forladt, og prinsessen vågner op – tilbage i det store mørke palads.

Fortællingen er instrueret af den garvede Isao Takahata og produceret af Studio Ghibli, der tidligere har stået bag flere deciderede mesterværker, som f.eks. Miyazakis ’Prinsesse Mononoke’ og Takahata’s egen ’Grave of the Fireflies’. Når man sammenligner ’Fortællingen om Prinsesse Kaguya’ med disse fantastiske og meget helstøbte værker, kommer filmen simpelthen til kort.

Dette rykker dog ikke ved, at ’Fortællingen om Prinsesse Kaguya’ på mange måder er en flot og imponerende film: Tegnestilen er gennemført, soundtracket er mindeværdigt, og der er tydeligvis hældt en masse talent og kærlighed i projektet. Så til trods for at selve fortællingen i ’Fortællingen om Prinsesse Kaguya’ bliver lidt for lang, krøllet og mærkværdig, er filmen stadig en anbefalelsesværdig biografoplevelse.