Det belgiske drama ‘Fortiden foran os’ er perfekt eksempel på at dårlige film kan få en til at føle ligegyldighed over for dybt alvorlige ting.

Den Europæisk Unions hovedstad, Bruxelles, bliver i ‘Fortiden foran os’ taget som gidsel i en gab-fremkaldende film, der ikke lykkedes med at fortælle historien om den måske lykkelige –  måske ulykkelige luder Alice (Evelyne Brochu). Alice behersker ét ansigtsudtryk. Et ansigtsudtryk, der konsekvent ligner, at hun har slået en prut og godt selv kan lugte, at den er helt gal. Lige dele overraskelse, lige dele væmmelse. Det er også nogenlunde dét ansigtsudtryk, jeg har hele filmen igennem.

Luder-klicéerne er på plads
Det, der er kernen i ‘Fortiden foran os’, er, at luksusluderen Alice bliver nødt til at tage sig af sin søn efter ekskærestens død. Det er dog rigtig svært at være mor og luder samtidigt, og kombinationen af dem gør, at hun er fuldkommen uduelig til begge dele. Hvilken overraskelse. Mon hun også har en underlig måde at håndtere almindelig følelsesmæssig kontakt med mænd, fordi hun er luder? Det er lige præcis, hvad hun har.

Sympatidræbende drama
Jeg væmmes over, at det lykkes instruktør og forfatter Nathalie Teirlinck at fjerne al den sympati, jeg burde have for hovedkaraktererne. Alice med sin platte uduelighed og sønnen Robin (Zuri François), der, til trods for sit nuttede ydre, mest af alt bare er irriterende.

Jeg er dog overrasket over, hvor flot ‘Fortiden foran os’ er. Det er for sjældent, at socialrealistiske dramaer gør noget særligt ud af de tekniske dyder som lys og klipning. Det er til gengæld også de eneste dele, der er kælet for. Fotograferingen flakker mellem supernære billeder af Alices bæfjæs og skæve eksperimenterende skud, der i sig selv har en værdi, men som en del af filmens helhed virker malplaceret. 

At lave eller ikke at lave kunst
‘Fortiden foran os’ er, det jeg vil kategorisere som, ‘påstået kunst’. Et værk, der spiller på tangenter, der plejer at virke, når man forsøger at lave kunst. Dog fejler ‘Fortiden foran os’ i forsøget på at spille på disse tangenter. Nøgenhed er én af de tangenter. En risikofyldt livsstil er en anden tanget. Et vanrøgtet barn forsøger man også at sætte i spil. De supernære kameraindstillinger, som man bliver vanvittig af at kigge på, har en negativ effekt. En far med alzheimers skal også drive historien ud på et kunstnerisk plan. Der er god chance for at få fuld plade i ‘påstået kunst’-bingo.

Kort og klart fortalt er ‘Fortiden foran os’ endnu en luder-kliché med kedelige karakterer, hvor der er smurt tykt på total udtryksløshed og ligegyldigheder.