En af de allerførste Netflix Originals var den norske ’Lillyhammer’. Steven van Zandt spillede en gangster, der ikke var helt ulig den, han spillede i ’The Sopranos’. Han bliver placeret i vidnebeskyttelse i den norske by, fordi han synes, den så pæn ud på TV, da der var vinter-OL der i 1994.
Kulturclashet bød på vidunderligt mange herlige øjeblikke, og den kreative duo bag den serie, Anne Bjørnstad og Eilif Skodvin, er nu klar med endnu en lækkerbisken, denne gang på HBO Nordic.
En sen aften lyser vandet op i Oslos fjord, og mennesker i vikingetøj, som taler et underligt sprog, dukker op i vandet. De er såkaldte ’fremvandrere’, folk fra fortiden, der er blevet transporterede fra forskellige tidspunkter i historien frem til det 21. århundrede.
Midt i det hele er politimanden Lars (Nicolai Cleve Broch). Han var der den aften, de første ankom, og nu, her flere år senere, får han en makker, som netop er en af disse fremvandrere, Alfhildr (Krista Kosonen). Grunden er, at en blandt de nye tilsyneladende er blevet myrdet, og Lars’ chef ser det som en fin mulighed for at få noget god PR, og så starter det umage partnerskab ellers.
Evig forandring
At serien er en allegori over indvandringsspørgsmålet, der præger hele Norden, bliver hurtigt åbenlyst. Heldigvis er Bjørnstad og Skodvin kvikke nok til ikke at lade det blive det nemme og altoverskyggende tema, eller forfalde til gumpetunge jokes på den bekostning.
Naturligvis er der forskelle, og de sammenstød er til tider hysterisk morsomme, men fungerer også som kommentar på det nutidige norske samfund. For eksempel bliver prisen på en pakke Libresse-bind med vinger sammenkoblet med studiegæld på uhyre opfindsom vis.
Da menneskerne er fremvandret fra forskellige tider, kommer der bandelignende tilstande, hvor bohemer for eksempel står sammen og ”kæmper” mod vikinger. Lars’ ekskone forlod ham i øvrigt til fordel for en fremvandre, så han har en lettere naturlig aversion mod dem – og så kan man næsten gætte sig til, hvordan hans udvikling i den dur bærer hen.
Levn fra fortiden
En ekstra fin detalje er, hvordan gammelt fjendskab, og venskab ditto, stadigvæk har indflydelse på personerne. Alfhildr var i sit tidligere liv skjoldmø, og hendes våbensøster er også en fremvandrer, men ikke på samme måde veljusteret til den nye virkelighed, hun befinder sig i. Tværtimod længes hun efter dengang, hvor hun var noget og ikke ”blot” en kvinde i funky tøj.
Apropos dét, så er der også folk, der med alle de nytilkomne begynder at identificere sig som fremvandrere, med korrekt periodetøj og det hele. Det er sjovt og kendetegnende for serien, at de her kulturelle appropriater ikke konsekvent udstilles som latterlige klovne, men i høj grad nogle, der leder efter et fælleskab, som den moderne verden ikke kan tilbyde dem.
Mysteriet om den dræbte kvinde udvikler sig overraskende flere gange. Uden at røbe alt for meget kan det siges, at en nøgen mand, som i fuldstændig nøgen hele tiden, og et suspekt sikkerhedsfirma spiller en fremtrædende rolle. Igen ses der paralleller til velkendte problemer og en pointe med, at der altid findes mennesker, som er villige til at profitere på bekostning af andre, serveres meget fint.
’Beforeigners’ er en underholdende og spændende omgang. Som den første originale norske serie fra HBO Nordic bliver standarden sat højt. Universet er meget fascinerende og byder på noget nær uanede muligheder kreativt fremadrettet for Bjørnstad og Skodvin. Sagaen om fremvandrerne ligner i den grad en vinder, som vi får mere glæde af de kommende år.
Anmeldt på baggrund af fem afsnit.
