Modige og spændende skuespillerpræstationer driver et interessant, omend en anelse glat, drama om forholdet mellem en bryder og hans træner.

Fra det første møde med rigmanden John du Pont (Steve Carell) er man fænget af hans enigmatiske person. En stor del af interessen ligger i, at han ikke fortrækker en mine, men blot observerer de mennesker han taler med. På samme måde som Jake Gyllenhaals præstation i ’Nightcrawler’ ligger det fængslende i, at vi kan kigge på Steve Carells passive ansigt og være opslugte af at gætte, hvad han mon tænker.

Drenge i mandekroppe
Channing Tatum spiller i ’Foxcatcher’ Mark Schultz, der nogle år forinden har vundet OL-guld i brydning. Schultz bor under beskedne kår, men bliver en dag ringet op af John du Pont, der gerne ser ham bruge de træningsfaciliteter, der er tilknyttet hans gigantiske grund. Disse to mænd er tabere på hver deres måde, og pga. deres ynkelighed er de højst interessante.

Mark Schultz er manden der ser malplaceret ud i verden, og der bevæger sig som en lille dreng med en mandekrop, han ikke helt ved, hvordan han skal håndtere. John du Pont er den velbemidlede mand, der aldrig helt har forstået, hvordan man knytter bånd til andre mennesker. Der er en scene, hvor John taler til sine brydere, efter at Mark har vundet VM-guld, og hvor han latterliggør sin mors kærlighed til ridesporten og derefter vil brydes med de andre for sjov. Der er noget næsten rørende over John du Ponts manglende sociale forståelse, der dog skal gå hen og blive ganske foruroligende.

En anelse upersonligt
Det er ikke første gang, man hører til, at en film bliver hypet, pga. at en af hovedrollerne har tabt sig så og så meget eller helt har ændret udseende. Jeg har ikke noget problem med, at skuespillerne bliver anerkendt for deres hårde arbejde, og jeg synes ofte, at en glimrende præstation følger med den fysiske transformation. Det er dog tit, hvor filmen som helhed, ikke kan leve op til denne store skuespillerpræstation.

På sin vis kan det samme siges om ’Foxcatcher’. Samspillet mellem Channing Tatum, Steve Carell og Mark Ruffalo er intenst og komplekst, men det er som om, der ikke er den samme følelsesmæssige styrke i selve filmen. Stilen og fortællingen, som instruktør Bennett Miller formidler, virker som noget man har set før. Der er en glathed over stilen, som holder mig fra at blive revet helt med af fortællingen.

’Foxcatcher’ byder på intensitet i skuespillet og velskrevede scener, men det er som om, Bennett Miller godt kunne have taget os to skridt tættere på dér, hvor det gør rigtig ondt for John du Pont og Mark Schultz. Ikke desto mindre er filmen en anbefaling værdig.