Den norske dokumentarist Ole Giæver har filmet sig selv og sin familie i løbet af et helt år. Det er en banaliteternes holdeplads, men rigtig godt selskab.
Ole Giævers nye dokumentar ’Fra Balkonen’ gør med sin snævre titel klogt i ikke at love mere, end den kan holde. Den er nemlig et potpourri af filosofi i altanhøjde, som på genial vis får mindet kyniske jantelovsdanskere, om at der ikke er langt fra banal til genial.
Skakbrikker af træ
Ole Giæver er 38 år. Han bor i Oslo. Han har to børn og en kæreste. Han har en altan, hvor han som et andet urmenneske i de sociale mediers tidsalder, sidder og kigger ud på gaden, mens han drikker te. Det er meget analogt alt sammen. Fuldstændig oldnordisk læser hans kone af og til en bog ved siden af. Senere i filmen skændes de to børn om at få lov til at lege med et sæt skakbrikker. Af træ. Selvom filmen kan føles som en meget lang facebookstatus, fylder internet og teknologi stort set ingenting i filmen. Det kan godt være, at det er til stede bag kameraet, og ingen tvivl om, at Giævers familie ikke hygger på striktrøjemåden hver dag hele tiden. Men der er noget konsekvent rart ved at se instruktøren gøre sig til repræsentant for livets hverdagslige åndehuller uden at skulle undskylde for det.
Oles livs ubærlige lethed
Filmen starter med et totalbillede af jordkloden set i Google Earth – et program det er tvivlsomt, om nogen har brugt siden 2006. Der zoomes hele vejen fra det uendelige og måske udvidende univers i det ukomfortable hakkende tempo, Internet Explorer nu engang er kendt for og ind til intet mindre end Giævers egen altan. Imens spiller Strauss’ ikoniske toner til ’Also Sprach Zarathustra’. Det er ikke til at tage fejl af vittigheden. Men sekvensen minder desværre mere om introduktionen til den akavede youtube-video ”This is Norway”end om ’Rumrejsen år 2001’.
Scene nummer to er derimod rigtig god. Oles nordnorske stemmeføring fortæller historien, om dengang familien gik begravelsesoptog for hans onkel gennem byen. Den unge Ole anstrenger sig helt utroligt for at sørge så godt han kan, mens de går forbi skolen, for at så mange af pigerne fatter sympati for ham som muligt. Den første af mange af Giævers anekdoter, der viser ham som et selviscenesættende og relaterbart menneske på godt og ondt.
Måske verdens mindste film
Ole Giæver får sidenhen i filmen fortalt om lidt af hvert. Store ting, der føles store. Som når tidens gang vises charmerende ved at genindspille en hjemmevideo af hans mor fra 80’erne. Den samme mor danser den samme dans det samme sted, der er bare gået 20 år. Intet og alting er anderledes.
Nogle små ting føles store som datterens kamp for at lære at cykle. Eller et klip hvor selvsamme datter drejer rundt med et smørret grin, mens faderen trofast føntørrer hendes hår.
I en anden sekvens funderer Giæver over forskellige drikkevarer han indtager som han sidder på altanen. Tekoppen skiftes ud med juice og rå æggeblomme, og situationen skifter selvsagt karakter. Ligesom introsekvensen manipulerer det bevidst med publikums lattermildhed, men fungerer i modsætning til den rigtig godt. Filmens bredere perspektiv, det lille liv i det store univers, er en ramme, hvor de små ting ender med at fylde mest. Og selvom de små ting meget af tiden føles små, er de mange grin og smil værdige.
’Fra Balkonen’ melder sig ind i de norske hjemmevideodokumentarernes klub og rammer som landsfællen Aslaug Holms ’Brødre’ fra 2015 vores tidsånds næsten narkomaniske forhold til nostalgi. Den er bare meget sjovere. Og ligesom en film som Richard Linklaters ’Boyhood’ føles den, når den er allerbedst, som det levede liv, der hver dag ændrer sig så lidt, at man først opdager det bagefter.
Billede: Øst for paradis.