’Frank’ er en på samme tid både morsom og poetisk hyldest til skævheden.

 

I ’Frank’ følger vi Jon, der mere end noget andet ønsker at være musiker og sangskribent. Ud af Jons hårdtprøvede lyriske forsøg kommer der dog intet originalt, og han forsørger sig derfor ved at arbejde på et helt igennem gråt call-center. Jon keder sig bravt, så da han fuldstændig tilfældigt falder over muligheden for at komme med i det excentriske rockband Soronprfbs, griber han chancen. Rockeventyret leder Jon og resten af bandet langt ud i det irske ingenmandsland for at indspille deres album. Jons møde med den skabende proces, den vrede, men melankolsk dragende Clara (Maggie Gyllenhaal) og ikke mindst den mystiske til alle tider maske-bærende Frank (Michael Fassbender) bliver skælsættende for alle de involverede.

 

Kan man spille godt skuespil uden at have sine ansigtstræk til rådighed? Ser man på mange af Hollywoods plastikoperationsramte skuespillere vil svaret umiddelbart være nej, men i Lenny Abrahamsons ’Frank’ lykkedes det Michael Fassbender at levere en fornøjelig og rørende præstation gennem et overdimensioneret plastikhoved. Fassbenders Frank er skævheden selv og hans insisteren på altid at have hovedet på (ja, også når han sover og er i bad!) er absurd, men i bandets favn bliver han, som manageren Don (Scoot McNairy) udtrykker det: ”the 100 precent sanest guy I’ve ever met”. Frank er den kreative drivkraft i et band, der både forguder og passer på ham. For naturligvis er han skrøbelig i den virkelige verden, men i det irske ingenmandsland er Frank klippen, som de andre og den kreative proces kan læne sig op af.

 

Selvom ’Frank’ er en fejring af originaliteten og i den forstand en alvorlig kommentar til en verden, der efterlader meget lidt plads til folk, der er anderledes, så er det ikke en tung film. Tværtimod er ’Frank’ en komedie, der byder på mange grin. Filmen er selvironisk og driller kærligt bandets excentriske kunstnertyper, når de ikke engang selv kan blive enige om, hvordan det uudtalelige bandnavn Soronprfbs skal udtales. Når Jons twitter-statusser skrives hen over skærmen, er det ikke kun en erstatning for voice over’en, som vi kender den, men også en guldgrube af morsomheder. I en af filmens sjoveste scener griner man både af Franks teatralske skrive- og sangstil og af den overfladiske opskrift på lykke, som hans ”most likeable song ever” parodierer:

”Coca Cola

Liptick ringo

Dance all night, dance all night

Kiss me, just kiss me

Kiss me, Nefertiti

Scenen er et rigtig godt eksempel på, hvordan der hele vejen igennem ’Frank’ skiftes ubesværet mellem komik og tragik. Denne elegante balance er en sand fornøjelse at være tilskuer til.

 

’Frank’ er i sig selv egentligt ikke en original fortælling. Filmen fortælles på traditionel maner og en undersøgelse af grænselandet mellem gal og genial er ikke ligefrem nye boller på suppen. Men det gør ikke så meget, for ‘Frank’ er rørende i sit portræt af de følsomme, gale og kreativt geniale musikere.