Trods talrige ligheder undgår tysk bøssedrama en stempling som ringe Brokeback Mountain-kopi og overbeviser med en stærk historie båret af realistisk følsomt skuespil.

Den unge politimand Marc (Hanno Koffler) har styr på sit liv. Uddannelsen går glimrende, han venter barn med kæresten, og de er netop flyttet ind i et hus ved siden af hans forældre.
Idyllen forstyrres, da Marc møder den rebelske Kay (Max Riemelt) på et politikursus og imod sin vilje drages af dennes drengede fandenivoldskhed. De indleder en hed affære, og Marc står pludselig splittet mellem familielivet med kæresten og det forbudte, hemmelige forhold til Kay, som han efterhånden holder mere af, end han vil være ved. Marc kæmper en desperat kamp for at få det hele til at gå op, men må hurtigt sande, at han ikke kan leve op til alles forventninger.

En tysk ’Brokeback Mountain’?
Stephan Lacants spillefilmsdebut ligner på mange måder en tysk udgave af ’Brokeback Mountain’.
En familiefar forelsker sig hovedkulds i en mandlig kollega og må vælge mellem familien og affæren. Begge film foregår i mandsdominerede miljøer, hvor de homoseksuelle hovedpersoner må kæmpe mod fordomme og diskriminering. Marc er lige så introvert og forstokket som Ennis (Heath Ledger) og Kay har samme drengede charme som Jack (Jake Gyllenhall). Enkelte situationer ligner endda til forveksling en nøjagtig kopi af scener i den amerikanske blockbuster fra 2005.

Eminent skuespil redder stempling som kopi
Det er måske ikke helt fair at foretage en sammenligning med det amerikanske ikon, men næsten uundgåeligt når lighederne er så iøjefaldende. Måske er det dog egentlig netop derfor, at Lacant fortjener stor applaus for at have mestret et projekt, der kunne være gået så grusomt galt. De mange fælles træk til trods, formår ’Free Fall’ nemlig at hæve sig op over degraderingen som ringe kopi – først og fremmest ved hjælp af eminente skuespilpræstationer. Der synes at være en fantastisk kemi mellem Koffler og Riemelt, der fremstiller de lidt klodsede, ordløse og alligevel intime situationer mellem Marc og Kay utroligt rørende og ægte.

Til at begynde med benægter Marc hårdnakket at være tiltrukket af Kay, men må hurtigt give efter for sine følelser; de fælles løbeture i skoven bliver flere, og de to mænd bliver til små drenge, der skubber og driller hinanden som en form for begyndende kærtegn. Mens affæren tager fart, er man alligevel ikke et sekund i tvivl om, at Marc også elsker sin kæreste og deres lille søn, som kommer til verden, mens Marc er i syv sind. Hanno Koffler portrætterer den splittede mand, så man selv som tilskuer kan mærke presset og frustrationen, der gør det umuligt for Marc at holde dobbeltlivet kørende.

Klodset symbolik sætter ærgerligt punktum
Der er altså lagt i ovnen til et stærkt følelsesladet klimaks, og mens dominobrikkerne vælter én efter én med voldsom hast, og man venter spændt på begivenhedernes udfald, kommer spændingen desværre aldrig helt op at ringe, men tager tværtimod en skuffende kurs nedad. Dertil sætter en lidt uforløst slutning, med alt for tydelig og klodset symbolik, et ærgerligt punktum for det ellers rørende og veludførte kærlighedsdrama.

Selvom ’Free Fall’ ikke er nyskabende i hverken tematik eller historie, forlader man bestemt biografen med en følelse af at have brugt både tid og penge på god underholdning. Derudover kan jeg blot gentage de rosende ord om Hanno Koffler og Max Riemelt – sidstnævnte er i øvrigt en sand fryd for det kvindelige (eller mandlige) øje!