Et utilregneligt plot og skarpt tegnede karakterer er fundamentet i Ben Wheatleys actionkomedie, der (næsten) udelukkende foregår i en lagerhal.

’Free Fire’ er noget så sjældent som en actionfilm på lavbudget. Dem ser vi ellers ikke meget til i disse tider. Men der er noget forfriskende simpelt over en film, der skider på indviklede plots og velkoreograferet action og i stedet går lige til kernen.

Halvanden time i krydsild
Filmen er sat i Boston i 1978, hvor Chris (Cillian Murphy) og Frank (Michael Smiley), der er medlemmer af IRA, mødes med nogle våbenhandlere i en lagerhal. Med sig har de et par hjælpere. Handlen går glat, lige indtil våbnene skal overleveres. Her opdager en af våbenhandlerne, at køberens hjælper er selv samme fyr, der natten forinden havde chikaneret hans kusine. Og så starter ellers en konflikt mellem de to grupperinger, der hurtigt eskalerer til en ildkamp fuldstændigt ude af kontrol.

Shoot-out i en lagerhal. Så kort kan det siges. Og så alligevel ikke. Det enkle plot lader nemlig pladsen vige for karakterne, der så afgjort er berettigelsen for filmens eksistens. Uden dem, ingenting.

En irsk (anti)helt og et førsteklasses røvhul
Cillian Murphy er nok det tætteste vi kommer på en helt. En (nogenlunde) rationel irer, der bare gerne vil have handlen overstået – noget hans uduelige hjælpere ufrivilligt forhindrer igen og igen. På den modsatte side af krydsilden funkler Sharlto Copley i rollen som jakkesæt-bærende, førsteklasses røvhul. Hyklerisk og uden selvindsigt, men morderligt morsom. Ved sin side har han Ord, der inkarneres af en herligt underspillet Armie Hammer. Og så er der Brie Larson, der på forvirrende vis lidt holder med begge sider. Det er når skuespilleres fremragende komiske timing og skæve karaktertræk for lov at fylde, at ’Free Fire’ er bedst.

Referencerne til Quentin Taratinos ’Reservoir Dogs’ og Guy Ritchies komiske actionstil hænger tykt i luften, men Ben Wheatley formår at adskille sig nok til, at ’Free Fire’ føles som sin egen film. Filmen har dog, trods sin korte spilletid, svært ved at holde dampen oppe. I filmens sidste tredjedel er der ikke mange patroner tilbage i hylsteret. Filmen forlader sig for meget på sin noget monotone pistol-action og ofte savner handlingen konsekvens. Det er utvivlsomt sjovt at opleve, hvor patetiske de ellers så hårdfør kriminelle kan blive, og filmen udstiller fint vanviddet ved pistolvold. Men mindeværdigt bliver det aldrig – selvom karaktererne bogstavelig talt kæmper for det.

Lidt, men godt
Sharlto Copley lyser i en actionkomedie, der på fornem vis skaber seværdig underholdning i kedelige omgivelser. Filmen tager på veloplagt, simplistisk og humoristisk vis hånd om en genre, der nutildags stort set udelukkende filmatiseres på kæmpebudgetter. Set fra den vinkel, er ’Free Fire’ en stor anbefaling værd, fordi den viser, hvad der kan blomstre frem, når målet ikke altid er at være størst. Filmen revolutionerer ingenting, men er fermt filmhåndværk, der trækker smilet frem.