Overgangen fra jægerstenalderen til bondestenalderen er ikke en sædvanlig del af den danske nationalfortælling, men det roder instruktøren Mads Hedegaard bod på, i en indlevelsesrig fortælling, der er lige så nutidig, som den er oldtidig. 

Det kan diskuteres, hvorvidt en film overhovedet kan foregå i Danmark, hvis handlingen finder sted tæt på 5.000 år, før Harald Blåtand gav det lille yndige land sin tons-tunge dåbsattest i Jellinge. Alligevel skriver ‘Fremmed – Det første opgør’ sig ind i Danmarkshistorien. Både som en af de første danske film, der kan inkludere frasen ‘før vor tid’ i dets resume, og som en form for prolog til alt, hvad der kom efter. 

Filmen starter med, at den unge Aahti og hendes familie ankommer til et jungle-lignende proto-Danmark, i søgen efter et nyt, frugtbart hjem. Den stamme, som de kommer fra, er som en af de første blevet grebet af den spritnye landbrugs-dille, og de gør derfor også vane af at brænde urskoven ned for at få plads til deres afgrøder. Det gør dem selvfølgelig ikke populære med deres nye naboer; en jægerstamme, som stædigt fastholder de traditionelle værdier, hvor man ikke blander sig i naturens gang. 

Men når hovedrollen Aahti og hendes lillebror Tharan bliver tvunget til at søge ly hos deres nye fjender, bliver de tvunget til at konfrontere det helt store spørgsmål: Er det jægerstammen, hvis kultur de ikke helt forstår, der er de fremmede, eller er det måske dem selv?

At kunne se urskoven for bare træer

Instruktøren Mads Hedegaard har indtil nu kun instrueret dokumentarfilm, men selvom det er første gang, han vender snuden mod fiktion, kan man stadig mærke en nærmest dokumentarisk kærlighed til alle de historiske detaljer, som der skinner på skærmen. 

Det reflekteres blandt andet i rulletekst-krediteringer som ‘kurvefletter’ og ‘hejreansvarlig’, men særligt i Tobias Søborgs rolle som sprogforsker. Han har nemlig konstrueret de oldtidssprog, som de to stammer taler i. Det er så glimrende en gimmick, at man nærmest ikke kan skrive en anmeldelse uden at nævne det. 

Det helt specielle ved filmen er dog ikke den lingvistiske legesyghed, men derimod den måde hvorpå den tillader sig at flade sin spændingskurve ud for i stedet at lade sig fordybe i den forhistoriske hverdag, som den kærligt og ihærdigt fremmaner. 

Det er selvfølgelig ikke uden omkostninger, da filmen godt kan blive en smule stillestående til tider. Men det overordnede resultat er så dyb en indlevelse, at man i virkeligheden helt glemmer, at der bliver talt stenaldersk, og i stedet bare befinder sig knæhøjt i buskadset sammen med de uldbeklædte urmennesker. 

Man skal ikke kaste med sten, når man selv bor i en lerhytte

Når udtrykket er så detaljeret og nøje, kan de små ting risikere at stikke ud. Måske var der bare tilbud på flintestens-barberblade i stenalder-Netto, men mængden af glatte underarme virker ikke synderligt troværdigt. At kunne klage over bagateller er dog et luksusproblem, som kun kommer af, at så meget af filmen ellers flasker sig.

I sidste ende er det dog ikke de historiske detaljer, men skuespillerne, der skal ramme plet. Og det faktum, at det absolut fungerer på den front, er kun endnu mere imponerende, når man tænker på, at hele deres ordforråd var opdigtet. 

Hvis selv en enkelt præstation havde været bare en lille smule ved siden af, ville den naturalisme, som filmen ellers kæmper hårdt for, være det første offer. Andet offer havde været den følelsesmæssige autenticitet, som er mindst lige så vigtigt, og lige så vellykket. Her er det særligt Angela Bundalovic, der i sin rolle som Aahti bærer meget af fortællingens nuancerede tematik på sine skuldre. 

Hun jonglerer mellem kærlighed og foragt for sine medmennesker, hvis komplicerede relationer står i skarp kontrast til den simple verden, de lever i. Og det er her, hvor ‘Fremmed – Det første opgør’s 6.000 år gamle fortælling er lige så aktuel som alt andet, man kan finde i de danske biografer. Uanset hvor meget vores omverden udvikler sig, så handler vores konflikter stadig bare om adskillelsen mellem ‘os’ og ‘dem’. Og spørgsmålet er, om der overhovedet er en forskel.