Med sin 5. Spillefilm(hvis man tæller den amerikanske udgave af Nattevagten fra) vender Ole Bornedal blikket tilbage imod det Jylland, hvor han er vokset op. Hvor det i Kærlighed på film var middelklassen med deres samtalekøkkener, er det denne gang primært underklassen eller poor white trash, som det så poetisk hedder på amerikansk, der står for skud. Fri os fra det onde er en fabulerende fortælling om brødre, ondskab og halbal, som vi kender det fra en instruktør, hvis største frygt er at være kedelig normal.
Hvordan går de egentlig og har det derude i provinsen? For en Københavnersnude som mig, er film som sidste års Frygtelig lykkelig og nu Fri os fra det onde, en kærkommen lejlighed til at få syn for sagen og plejet de fordomme, man nu engang har om folk med udsigt til Jens tyndskids mark. Og hvad er de så, kunne man med rette spørge? Et nemt svar finder man i filmens centrale scener fra festteltet i den lille landsby, hvor Johannes spillet af stand-up komikeren Lasse Rimer og konen(lene Nystrøm) er flyttet til. Her ses de lokale gå amok til Fede Finn and the funny boys i en uskøn blanding af halbal, hor og dansktop ført an af, Johannes taber af en lillebror, Lars og hans drukkammerater.
Johannes og Pernille er flyttet tilbage til hans barndomsby med deres to børn. Hun er folkeskolelære og han en succesfuld advokat, og som alle fornuftige CBS handelsskoleelever ved, kommer succes ikke af sig selv med posten. Ihærdighed og afsavn må der til. I Johannes tilfælde ved, at han konsekvent tager telefonen når den ringer. Og så er det lige meget, om man er midt i forspillet til en hed omgang morgensex.
Lillebroren Lars, spillet af Jens Andersen,( ja, ham der blev berygtet som Polle fra Snave) har i modsætning til Johannes tilbragt hele sit liv i den lille by og med jobbet som langtidschauffør, en utro kæreste derhjemme og en voldelig adfærd er betegnelsen ”taber” intet mindre end en jysk underdrivelse. Kronen på dette trælse livsværk, kommer da han uforvarende kommer til at køre vognmandens kone ned. Fast besluttet på ikke at blive opdaget og ryge i fængsel, lægger Lars en fælde for den traumatiserede Balkan flygtning Alain(Bojan Navojec). Som den eneste tager Johannes ham i forsvar. Et forsvar der udvikler sig i en fatal retning, da vognmandens dæmoniske raseri over konens død udløser en lynchstemning i byen og en belejring af Johannes hus.
Fri os fra det onde er en film der kommer til at dele vandende. Nogle vil hade den for dens skingre og nærmest bevidste misbrug af virkemidler, som eksempelvis filmens colourgrading, der giver solskinnet i den landlige idyl et nærmest sygelig sundt skær. En anden anstødssten er det karikerede og kunstige skuespil imellem Lasse Rimmer og Lene Nystrøm, som det knapt så lykkelige middelklasse par. Til dette vil jeg hævde at denne kunstighed i skuespillet hos de to, på sin vis gentager instruktørens pointe fra Kærlighed på film, om parforholdets lyksaliggørende sygelighed. Det karikerede og den groteske overdrivelse har her i filmen også den virkning, at menneskelige sandheder, som vi normalt vil passerer som banaliteter rammer os netop da man tror sig ironisk distanceret.
Jeg vil give kritikkerne ret i, at det ikke er alle Bornedal fortælletricks der virker på den gode måde. For eksempel virker Sonja Richters rolle som ”græsk kor” fremmedgørende på en malplaceret og ideforladt facon. Til de entusiastiske vil jeg til gengæld give, at Jens Andersen, filmens egentlige hovedperson Lars, spiller eminent som det dumme svin alle hader, men de fleste ligner.
Læs mere om filmen og Ole Bornedal i interviewet fra information d. 28/3 her.