Frihed på prøve er Erik Clausen’s første toer, og følger karakteristisk nok ikke en nødvendigvis en handling, men en karakter. Nemlig vaneforbryderen John, i Erik Clausens rundere og rundere skikkelse, som iført læderjakke og bevæbnet med rappe replikker, forsøger at få tilværelsen til at gå op i en højere enhed for sig selv og sin lettere tilbagestående søn. Lidt har han lært fra den første film – det er ikke altid nok bare at sætte sig selv nærmest, og i Frihed på Prøve er Johns største mission at hjælpe sit stakkels drengebarn, som er røget til det mørke jylland, hvor han arbejder for sin svigerfar.

Selvom det på en måde er skuffende at vi ikke får en toer i København, der er nu noget ved København som bare er langt federe end Jylland (nærmere stedsbestemmelse bliver ikke givet i filmen), så giver det et frisk pust, og en mulighed for at se karakteren ude af sit element. Det ekstremt sammenknyttede samfund Clausen fremstiller i Frihed på Prøve er ligeså stereotypt som det er charmerende – derfor går det over og bliver arketypisk og virker som en dejlig ramme karaktererne kan eksistere i. Som at se hvordan Clausen filmer Jylland, ser man også hvordan Clausen behandler det klassiske landsbysamfund, hvor alle kender alle, og det slipper han meget godt fra.

I høj grad på grund at de stærke skuespillere som besætter stort set alle roller i filmen. Både kendte og ukendte ansigter dukker op og giver deres karakterer liv og gør historien aktuel. Eller så tæt på vi nu kan komme ihvertfald.

Frihed på Prøve er en god film, på mange måder, og det eneste som kan være et irritationsmoment i oplevelsen er Erik Clausen. Filmen er – som altid – simpelthen så meget ham og hans, at hvis man ikke kan æde ham 100%, så vil filmen ikke overbevise. Men på dette tidspunkt ved man vel allerede bedst selv hvorvidt man er til Clausen eller ej. Herfra skal ihvertfald lyde en anbefaling.

4/6.