Selvom det stilistiske udtryk bliver lidt for meget, og slutningen efterlod mig utilfredsstillet, kunne jeg se timevis af film bare med Burghart Klauβners inkarnation af Fritz Bauer.
1950’ernes Vesttyskland var stærkt mærket af nazismen, og taktikken virkede mest af alt til at være at forsøge at glemme den. Til trods for at en stor mængde krigsforbrydere gik på fri fod, og endda havde magtpositioner i Tyskland. Sådan ville angrebsadvokaten Fritz Bauer i hvert fald beskrive 50’ernes Tyskland, og det er det vi ser i ’Fritz Bauer: En fjende af staten’. Vi følger Bauer i sin ihærdige jagt på nazisten Adolf Eichmann, som gemte sig i Argentina. Filmen handler ikke om, at Bauer skal finde Eichmann, men fokuserer især på alle de magter, der ikke ønsker at Eichmann bliver fanget. Vi har altså at gøre med et korrupt system, nederdrægtige nazister og en kompromisløs mand, der søger retfærdighed; og så foregår den endda i 50’erne. Lur mig, om der ikke er lagt op til en noir-film.
Noir
Det må i hvert fald have været hvad Lars Kraume tænkte da han instruerede filmen. Der er næsten ikke en eneste scene i ’Fritz Bauer: En fjende af staten’, hvor alle karakterers ansigter er fuldt belyst. Ansigterne er henlagt i skygger, det er næsten altid gråvejr og hver gang det går skidt følges scenerne af en ensom saxofon. Vi når til tider til det punkt, hvor det bliver for meget med noir-æstetikken, og det frem for at understrege pointer bliver en smule komisk. Det er især tilfældet når vi præsenteres for en smuk, smuk kvinde iført sort kjole og knaldrød læbestift, som giver sig til at flirte med Bauers gifte kollega, der virker en tand for interesseret. Den fremtrædende femme fatal ender i højere grad med at virke som et åbenlyst plotpunkt end en rigtig karakter.
Noir-æstetikken virker måske også en smule malplaceret, da ’Fritz Bauer: En fjende af staten’ ikke har noget mysterium. Vi er aldrig i tvivl om at Eichmann er i Argentina, og vi følger ikke så meget en opklaring som en kamp med det juridiske system. Dette ville måske ikke været et problem for mig, hvis slutningen havde været anderledes. Uden at afsløre den kan jeg fortælle at den ikke er tilfredsstillende. Det føles en smule som om at filmen følger den klassiske berettermodel, men har udeladt forløsningen.
Lyset
Til trods for at filmen ikke har en god slutning – og at stilistikken af og til bliver for meget – har vi at gøre med en rigtig underholdende film. Jeg kendte ikke Fritz Bauer i forvejen, og jeg var meget spændt på, om det ville lykkes ham at fange Eichmann. Jeg endte også med at have stor interesse for historien om Bauers kollega, som hjælper ham med at fange Eichmann. Han er ligesom Bauer homoseksuel, hvilket var stærkt strafbart – især på grund af stramninger af loven, der var indført under nazismen. I første omgang føltes homoseksualiteten som et lidt malplaceret tema, men den endte med at spille en relevant rolle.
’Fritz Bauer: En fjende af statens’ største plus må dog være Fritz Bauer selv. Den cigarrygende, paranoide, sure, gamle – men også stærke og gæve mand – fylder hver eneste scene ud med sin overvældende karisma og klippehårde attitude. Han er klar til at råbe når der skal råbes, men også til at være respektfuld og tilbageholdende, hvilket heldigvis ikke er alt for ofte. Burghart Klauβner opnår stærke resultater ved ikke at spille en helgen, men netop et menneske, der er klar til at kæmpe, selvom han har magten imod sig.