Den nye Disney-basker vælter sig i klicheer og følelsesporno, men denne anmelder blev alligevel ramt af de fængende melodier og charmerende karakterer.

Som barn af 90’erne er jeg opflasket på Disneyfilm med yndige storøjede prinsesser, der konstant bryder ud i melodramatiske ballader. Derfor var jeg heller ikke sen til at tilføje det yderst fængende soundtrack fra den første og ganske glimrende ’Frost’ til min playliste, så jeg kunne skråle med på de højeste toner i ’Let It Go’. Undskyld, naboer.

Stærke karaktere, svag historie
Her var der noget nyskabende over historien, der med sit semi-feministiske budskab gav et par mere handlekraftige Disney-prinsesser. I den nyeste Frost-film er der stadig masser af Girl power over de to ekstremt populære søstre, hvis ansigter pryder mange små pigers tøj, min egen 3-årige niece inklusiv.

Denne gang skal de (igen) redde det idylliske Arendal, men nu også en magisk skov, og Elsa skal finde ud af, hvor hendes kræfter kommer fra. En fortælling om naturens kræfter, der, skabt i et miljøbevidst 2019, nærmest skriger på en politisk kommentar omkring hele klimadebatten, men så langt tør den desværre ikke gå.

Der er generelt ikke meget nyt under solen, eller frosten. Historien tangerer til det banale og forudsigelige og hverken starter eller slutter særlig stærkt. Men når jeg alligevel er forholdsvis begejstret, så skyldes det både den charme, humor og alvor, som filmen leverer.

På ukendt land
Historiens stærkeste akt er hele midterstykket. Her bliver Disney nemlig modige og tør lade filmen blive helt mørk, så jeg sidder opløst af gråd i biografsædet og tænker, at denne film nok ikke helt er blød nok til min 3-årige niece.

Men samtidig er det også her, den leverer nogle af filmens sjoveste scener. Den ellers til tider lidt enerverende snemand Olaf, i stemmeskikkelse af Martin Brygman, er ret skøn. Her ses han blandt andet gennemgå hele første film som en enmandsteaterforestilling på under ét minut. Men filmen tør også tage lidt pis på sig selv. Som hvor Kristoff synger en kærlighedsballade om Anna i bedste 90’er-boyband-stil med lidt for flødefølsom gestik – og et rensdyrkor!? Den skal ses, før det giver mening, men jeg grinte højt.

En kuldegysende oplevelse
Lige som den første film, så er det igen Lopez-parret, der står bag de fængende sange, og de har klart et talent for ørehængende popnumre. For efter blot en enkelt gennemlytning har i særdeleshed Elsas nye sang ’Into the Unknown’ sat sig fast, og jeg måtte straks tilføje hele albummet til min playliste. Det er god, gedigen pop, der minder om den første films, men her bare mere melankolsk.

Det er generelt en ret sanselig fornøjelse for både øre og øjne, da også hele det visuelle udtryk er enormt detaljerigt. Hver et lille mønster på tøjet er der kælet for og på biograflærredet kommer filmen med sin nordisk-inspirerende natur virkelig til sin ret.

På trods af fejl og mangler blev jeg alligevel lidt forblændet. Jeg udfordrer alle, der elsker de store divaballader til at høre den nye Elsa-ballade på repeat og så se, om I kan lade være med at lave store dramatiske armbevægelser, mens I skråler med for fuld udblæsning. Ligesom mig.

Igen, undskyld naboer.