Af Martin Wolsgaard
Funny People er ikke bare en komedie. Den forsøger ikke bare at være sjov eller bare lade alt gå op i en højere enhed eller bare give publikum et let halvanden times grineflip. Og man mærker det hurtigt, for når det tager en komedie 20 minutter at varme op, signalerer det ofte, at filmen har problemer forude. Men i Funny People er det ikke tilfældet, for man rammes hurtigt af en anden og væsentlig mere seriøs følelse. Bag filmen står instruktør/manuskriptforfatter Judd Apatow, der mere eller mindre definerer, hvad der er sjovt i Hollywood i øjeblikket. Han har blandt andet stået bag 40 Year Old Virgin og Knocked Up, men med Funny People går han anderledes og mere ambitiøst til værks med et komediedrama, hvis primære mål ikke er at få publikum til at rulle rundt på gulvet af grin.
Det er en historie, der spreder sig over humor, komik og refleksioner. Hovedpersonen er George Simmons, som spilles af Adam Sandler, der mere eller mindre spiller sig selv, i hvert fald en mulig version af sig selv. Han er en parodi på en rig og berømt komiker med mange store og mindre intelligente blockbusters på CV’et. I begyndelsen af filmen finder han ud af, at han har en sjælden form for leukæmi, som meget vel er dødelig. Ansigt til ansigt med døden opdager han, hvor meget han egentlig hader sig selv, og det liv han lever. Som det ofte ses i fiktionen og i livet, giver sygdom og nærtforestående død George perspektiv, og han finder ud af, at det er tid til en forandring. Samtidig introduceres vi for Seth Rogen i rollen som Ira ”Schmira” Weiner. Han er en akavet, mere eller mindre talentløs, håbefuld komiker, som efter en heldig aften på scenen bliver tilbudt et job som Georges personlig assistent og joke-forfatter, hvilket giver Iras liv lidt af en drejning.
Adam Sandler spiller måske sit livs rolle. Han portrætterer på imponerende vis sin karakter som kold og forvirret, vred og såret på samme tid. Han viser os en karakter, som vi kan lide og holder med, samtidig med, at han viser, at der måske egentlig ikke er så meget at kunne lide. Birollerne er ligeledes velvalgte og imponerende: Seth Rogen, Jonah Hill, Jason Schwartzman, Leslie Mann og Eric Bana (som er overraskende sjov) giver med overbevisende skuespil filmen et ekstra lag dybde og troværdighed.
Trods det overordnet positive indtryk, filmen gør, er der også svagheder. F.eks en spillelængde på 2 timer og 26 minutter! Man sidder med en følelse af, at den højst burde have varet 2 timer. Problemet udspringer nok hovedsagligt fra Apatows ambitioner med filmen. Det virker som om han ønsker at slå igennem barrieren af ”lette” komedier og bevise Hollywood og resten af verden, at han kan håndtere seriøse og tungere dramaer, hvilket er noget der også lykkes for ham. Funny People’s gode dele er herlige at se på, men den finder aldrig rigtig rytme til at holde tempoet. Den svajer himmelflyvende fra ide til ide, men formår hele tiden at falde ned i middelmådighed undervejs. Men den formår dog at fremmane en raffineret ”akavet-stilhed” humor så vel som betydelig følelsesmæssig dybde, hvilket giver os Judd Apatows mest modne film til dato. Apatow har her fundet en balance mellem følelse og humor. Funny People er – sine skavanker til trods – en tankestrøm over dødelighed, berømmelse og livsværdier med klare over- og undertoner af Apatows sædvanlige vulgære og meget direkte humor.
4 ud af 6 stjerner