På papiret har G.I. Joe: Retaliation alt, hvad en moderne Hollywood action-flick bør indeholde: Flyvende ninjaer, stjålne atombomber, et statskup, en storby der udryddes af masseødelæggelsesvåben og Bruce Willis. Til stor ærgrelse er filmen lavet med en oprigtig og – viser det sig hurtigt – latterlig tro på, at vi har at gøre med en seriøst god seriøs actionfilm. Spoiler: Det har vi ikke.
Retaliation er på samme tid en efterfølger til G.I. Joe: Rise of Cobra fra 2009, der var fordummende action, når det er værst, og en reboot af Joe-franchisen som helhed. Hvordan det lige kan fungere og udspille sig positivt for denne film, kan man med rette undre sig over. Historien tager udgangspunkt på baggrund af den første G.I. Joe film, mens enkelte skuespillere gentager deres roller fra den første. Dog er hoveddelen af rollerne i Retaliation nye og således også besat af nye ansigter. Channing Tatum er på banen igen som Joe-enhedens kaptajn, Duke, mens resten af Joe-holdet udgøres af nytilkomne Dwayne ’The Rock’ Johnson, D.J. Cotrona og Adrianne Palicki. De to ukendte navne gør sammen med The Rock, der er filmens helt, hvad de kan, hvilket bestemt ikke er meget, da filmens manuskript og instruktion ikke giver meget mulighed for noget, der ligner kvalitet. Manuskriptet er skrevet af Rhett Reese og Paul Wernick, der tidligere skrev manus til den yderst vellykkede zombie-action komedie, Zombieland fra 2009. Desværre har de ladet kreativiteten blive hjemme og i stedet leveret et oplæg til Retaliation, der nok bedst beskrives som en tur i banken.
Flyvende ninjaer og non-stop action
Plottet i Retaliation er som følger: Master-of-disguise, bad guy og Cobra-agent Zartan har (som man så til sidst i den første Joe-film) overtaget den amerikanske præsidents identitet. Med magten han har i den stilling, går der ikke lang tid, før han har miskrediteret og udryddet de fleste Joes som et led i en diabolsk plan om at udrydde verden for at styre den. Tre Joes undslipper dog og skal nu sammen med superninjaen Snake Eyes forhindre atomkrig og enden på verden, som vi kender den.
Hovedtanken og motivationen bag denne efterfølger-reboot har tydeligvis været non-stop action. Men har vi i grunden lyst til, at vores action skal være non-stop? Kan en film bære, at historie, dialog og egentlig handling er anden prioritet, mens eksplosioner og store guns er første? I de to Sylvester Stallone-instruererede Expendables-film er udgangspunktet på sin vis det samme. Forskellen er blot, at Stallone-filmene formår at servere overflødighedshornet af action med glimt i øjet og et smil på læben, hvilket gør de til tider åndssvage aspekter af filmen (mere) spiselige. På trods af, at historiens præmis i Joe er væsentlig mere latterlig på papir, tager den sig selv meget mere højtideligt. Hvis nogen skulle være i tvivl, er det sjældent en god ide inden for denne genre.
Fra 12-årige piger til 12-årige drenge
Filmens instruktør, Jon M. Chu, har tidligere instrueret de to seneste Step Up-film samt Justin Bieber koncertfilmen Never Say Never, hvor nøglemålgruppen var 12-årige piger – lad os bare sige, at hvis man går ind til G.I. Joe: Retaliation med høje forventninger, er man selv ude om det. Chu har i denne omgang tolket sit action carte blanche til at gøre Retaliation så fetichistisk i forhold til store altødelæggende våben, at den flere gange virker som enhver amerikansk red-neck våbenentusiasts vådeste drøm. Derudover reflekterer Retaliation fint franchisens oprindelse – actionman-legetøj og tegnefilm. Det er der i princippet intet i vejen med, hvis man er en 12-årig dreng, men hvis man er omtrent alle andre, er det ikke helt så let at sluge. At Bruce Willis, som jeg har allerstørste respekt for, kan holde masken gennem sine scener i filmen, er mig seriøst en gåde.
Hvis 110 minutters hjernedød eskapisme – med eksplosioner – lyder godt, så er G.I. Joe: Retaliation måske biografbesøget værd. Dog kun måske, da jeg tror, at man får mere ud af at banke hovedet ind i en væg i et par timer.
1 af 6 stjerner