I en grænseoverskridende og original dokumentarfilm, genforenes den svenske kunstner Anna Odell med sine dæmoner fra folkeskolen.

Forestil dig at du efter mange års adskillelse, under festlige forhold, skal genforenes med dine gamle klassekammerater fra folkeskolen. Da du sidder til middagen, rejser du dig på et tidpunkt fra din stol, slår på glasset med din gaffel og holder en tale, hvor du uden hæmninger ærligt og grundigt beskriver din oplevelse af klassen og hver enkelt klassekammerat. Hvad ville du sige, og hvem ville du sige hvad til? Ville det være en glædestale, om hvor godt et forhold du havde til dem fra din klasse, eller ville det, som i Anna Odells tilfælde, være en tale om utallige ubehagelige oplevelser og konfrontationer med dem der konsekvent fik dig til at føle dig mindre værd?

Dette er hvad Anna Odell vil få dig til at overveje med filmen ’Gensynet’, hvor hun i en blanding mellem performance, fiktion og fakta undersøger og konfronterer sit gensyn med fortiden. Anna Odell blev, som den eneste, ikke inviteret til sin folkeskoleklasses 20-års jubilæum. I stedet for at ignorere denne kendsgerning, konstruerer hun en film som en slags hævnfantasi, om hvordan hendes aften havde forløbet, hvis hun alligevel var mødt op til festlighederne.

Hun spiller hovedrollen som sig selv i filmen, og man ser hende møde op til festen og dramatisk stille sig ansigt til ansigt med dem, der gjorde hendes ni år i folkeskolen til et sandt helvede. Efter filmen er kørt over skærmen, henvender hun sig til sine tidligere klassekammerater, og lader dem der tør se filmen i hendes selvskab. Igen er det skuespillere, der spiller klassekammeraterne, der konfronteres med filmen, men i denne situation er samtalerne baseret på virkelige hændelser, og man ser hvordan de på forskellig vis reagerer på det, der måtte have været en besynderlig oplevelse.

En ønskedrøm eller en realitet?

’Gensynet’ er en film, der leger med grænsen mellem virkelighed og fiktion på en ny og meget opfriskende måde, som ikke er set før. Man møder skuespillerne, klassekammeraterne og de møder endda hinanden. Alle på forskellige fiktive planer. Et eksempel på en helt ny ramme for dokumentarfilmen. En film der udfordrer, hvad der er etisk acceptabelt når virkelige hændelser og personer drages ind i en enkelt persons kunstneriske og personlige agenda. Anna Odell udstiller virkelig sig selv ved at lave denne film. Der er ingen grænse for hendes egen selverkendelse som den mærkelige og ensomme pige i klassen. En ubehagelig oprydning af fortidens mørke hændelser, som på sin vis kan sammenlignes med den, man oplever i Thomas Vinterbergs dogmefilm ’Festen’.

Derudover giver ’Gensynet’ en indsigt i Anna Odells kunstneriske arbejdsproces, idet man ser, hvordan hun arbejder og overvejer, hvordan hun skal håndtere sine afvisende klassekammerater. Overvejelser der dog i et par tilfælde trækker en smugle ud og fjerner fokus fra formålet.

Temaet er både interessant og underholdende, og selvom man er bevidst om, at der er tale om en performance, gør filmens særegnede format, at man konstant føler sig snydt af, hvad der egentlig er virkelighed. Filmen rejser mange interessante spørgsmål fra alt om mobnings eftervirke, klassehierarkier og gruppedynamikker til spørgsmål om, hvor grænsen er mellem kunst, fakta og fiktion. En grænse ’Gensynet’ smukt udfordrer og usynliggører.