Jeg har haft lidt svært ved at skulle anmelde den her film, Scorses portræt af guitaristen, der stod omme bag John Lennon og Paul McCartney. For ideen er jo god: Når nu den mest portrætegnede beatle, og det er selvfølgelig Lennon, for længst er død, så laver man en film om den mystiske guitarist i baggrunden. Ham, der også dyrkede spirituel mysticisme og så i øvrigt har skrevet få, men virkelig mindeværdige sange som “Here Comes the Sun” og “Something”.
Det ér en fed vinkel, George Harrisons historie er også fed, og Scorsese er så stort et navn, at han kan få hvem som helst til at medvirke i en film. Det er f.eks. de færreste, der har kunnet få så mange ord ud af Bob Dylan, som Scorsese fik i No Direction Home (2005). Men er han så også den bedste interviewer? Det er her, jeg synes, Living in the Material World bliver lidt af en mellemvare.
Scorsese har fået de største stjerner til at fortælle anekdoter om Harrison, dvs. McCartney, Ringo Starr, Eric Clapton, Phil Spector, Yoko Ono, halvdelen af Monty Python og Ravi Shankar, der var Harrisons åndelige vejviser. Så det er jo det vildeste selskab, man er i, så lå længe filmen varer – og det gør den i øvrigt i tre en halv time.
Men lige præcis alle disse anekdoter og ikke mindst de mange psykoanalyser virker, som om de skal kamuflere, at Scorsese ikke nåede at lave sin film færdig, før Harrison døde i 2001. De gør portrættet af den tredje beatle til en meget mindre indsigtsfuld og poetisk oplevelse, end Dylanfilmen var. Man kan så håbe, der sker det samme efterfølgende for Living in the Material World, som der gjorde for No Direction Home, nemlig at den bliver fuldt op af en lige så genial spillefilm som Todd Haynes’ I’m Not There (2007), den der har det fantastiske greb, at den skildrer Dylan gennem seks forskellige skuespillere og heriblandt Cate Blanchett.
Grebene, som Scorsese benytter sig af sin nye film, er banale og minimalistiske: panoreringer hen over en masse sort-hvid-fotos, klassiske interviews og arkivoptagelser. Efter min mening er der for mange stillbilleder og for få optagelser, hvor man kommer tæt på Harrison. Og så bliver filmen hurtig lang, når man også skal sidde og krumme tæer over alle disse forsøg på at fortælle, hvad Harrison har tænkt i forskellige situationer. Forskellen fra Dylanportrættet er netop, at det her var manden selv, der fortalte historierne, mens det i Harrisons tilfælde mest er vennerne og kollegerne.
Men det ér altså næsten umuligt at lave en dårlig Beatlesfilm, og det er som sagt godt, om end langvarigt selskab. Jeg glæder mig dog til, at der kommer en anden instruktør – og ja, dette er en opfordring til Todd Haynes – og filmatiserer Harrisons liv på en måde, der ikke afhænger af ikke-eksisterende arkivoptagelser.
– Sune Anderberg