Georgie har levet sit liv alene siden hendes mor gik bort. Hun har sommerferie og tjener penge på at stjæle cykler. Men så dukker Jason op. Hendes far. Og ødelægger det hele.

I en alder af 12 år bliver pigen Georgie (Lola Campbell) efterladt alene i verden, da hendes mor dør. Hun holder huset rent, køber ind og laver mad, undgår socialrådgivere og tjener penge ved at stjæle cykler. Et normalt liv for en 12-årig. Hvis du spørger nede i socialforvaltningen, bor Georgie med sin onkel “Winston Churchill”. 

Sammen med vennen Ali lever Georgie i sin egen verden. Hun klarer det egentlig meget godt, alt taget i betragtning. 

En vigtig del af Georgies morgenrutine er en liste over sorgens fem faser. Hun krydser et punkt af. “Hvor langt er du i din sorg?” spørger vennen Ali. “Jeg er næsten færdig” svarer Georgie. For hende er sorgen og de fem faser som en to-do liste. Sejt af Georgie, at hun har klaret sig igennem de første tre faser alene. Hjerteskærende, at Georgie har skullet klare sig igennem de første tre faser alene.

Og så kom Jason

Livet foregår sådan roligt og til perfekt udførelse indtil den dag, hvor Jason (Harris Dickinson) dukker op. Georgies far. Han kravler over rækværket i baghaven og tvinger sig til en plads i Georgies verden. Og når han bliver mødt med modstand eller lukket ude med skilte der siger “Forsvind!” (Get lost), bryder han bare gennem vinduet. 

Fantastisk karakter-introduktion af en ukendt far. Han ses i baggrunden af en samtale mellem Georgie og Ali. Han kravler over træværket, som han har gået i en lige linje hele vejen og dette er den korteste vej. Med blomster i hånden banker han på døren og Georgies liv.

Der er ingen tvivl om, hvor Georgie har fået sine lettere ulovlige tendenser og stædighed fra. En lighed mellem far og datter, der gavner dem så meget, som det også får dem til at clashe.

Selvsikker debut

Sammen med Harris Dickinsons Jason følger en afbleget frisure og cool attitude. Dickinson formår at bringe den rodløse Ibiza-fyr til skærmen med karisma og grænseløs dedikation til at forstå sin datter. Han ligner en rod og opfører sig sådan. Muligvis er det en dårlig ide at hjælpe din datter med at stjæle cykler, men det virker. Han får respekt.

Den unge skuespiller Lola Campbell er debutant. Bag scenerne fortælles det, at Campbell i lang tid var nervøs, men da Dickinson dukkede op på filmsettet, var der en stærk forbindelse og samarbejde mellem den nye duo. Campbell havde nogen at se op til og nogen at læne sig op ad. Et forhold bag scenerne, som kun har hjulpet foran kameraerne. Denne nervøsitet mærkes ikke i en rolle, som kræver selvsikkerhed og karisma. 

Campbell og Dickinson formår sammen at skabe et yderst troværdigt akavet men kærligt forhold mellem en fremmedgjort far og datter. Der er et tydeligt kærligt bånd mellem de to. Det kan mærkes, at de har haft det sjovt sammen.

Det er Georgies verden

Filmen foregår på Georgies præmisser. Animationer og fantasi fylder både i det visuelle og i filmens handling. 

Hun bor i pastelfarvede rækkehuse. Loftet er blåt med hvide skyer. Forestillinger om det helt grå kontor hos socialstyrelsen står i klar kontrast til Georgies egen farverige verden. 

Fascination af Jasons fortid fuldendt af Dickinson iklædt forskellige kostumer. De to venner undrer sig. Er han mon en tidligere indsat? Mafia-gangster? Eller Dracula? 

Det tekniske er også med til at fremme et børne perspektiv. Oftest filmes der bogstaveligt talt i børnehøjde. Linsen skærer voksne ud af billedet. Fokusset er på Georgie, og hvordan hun oplever verdenen. 

Det er alle greb, der hjælper med at skildre en fantasifuld men ensom verden. Mest væsentligt fremmer det også en forståelse for det, der betyder mest. Hun er kun et barn. Så kløgtig og hurtig som hun er, har hun stadig et barns forståelse af verdenen og sin situation. 

Det er svært at bruge ordet barnlig om Georgie. Ja, hun er et barn, selvfølgelig opfører hun sig som et barn, men det skal ikke forstås negativt. Hendes børnefantasi og egen verden er, hvad der i lang tid har reddet hende og hjulpet hende med at forstå sin sorg.

Som moderen fortalte, er hun i himlen nu. Men hun tror ikke, at Georgie vil falde for det. Dog er hendes datter et barn, som er så desperat efter sin mor, at det modsatte testamenteres af Georgies hemmelige projekt. 

Hun er ved at bygge et tårn, så hun kan nå helt op til himlen og til sin mor. Det er en masse skrammel fra stjålne cykler sat sammen, men for Georgie når det langt op i himlen. Det sidste desperate forsøg på at få sin mor tilbage.

 I en film på kun 84 minutter når disse barnlige og finurlige virkemidler ikke at blive trættende eller for gentagende. Derimod bliver de en forsigtig fremstilling af et barns logik, der er med til at skabe en visuelt vidunderlig film.

Success i egne kriterier

Filmen kan sammenlignes med sidste års ‘Aftersun’ (2022), som også fulgte et forhold mellem en 11-årig pige og hendes unge far. Dog er ‘Georgies verden’ en helt anden film med en meget modsat udstråling. Den er roligere og lettere fordøjelig end den tragiske ‘Aftersun’, der er langt mere tvetydig og tungsindig. 

‘Georgies verden’ er derimod fuld af håb. Den er simplere i sit udtryk, men er stadig fuldkommen og yderst succesfuld i, hvad den gør. Dog ved jeg ikke, om det er en film, som kan genses ofte. Der er ikke mere kød på benet, end det man får første gang. 

Og så ærgerligt som det er, er det heller ikke en film, der har den samme form for tvetydig fortælling eller skriger efter den samme form for analysering som ‘Aftersun’. Det er et barns fortælling, uden en ældre Georgies forståelse eller perspektivering.

Det er et ømt billede af en ung piges sorg og forståelse af en ændrende verden. Det handler om at åbne sig op, selvom du allerede er blevet efterladt, og forstå at du har brug for nogen. Ikke for at erstatte andre, men bare fordi du har brug for nogen. Det kommer aldrig til at være det samme, men det er okay. Det er en forståelse af, at et barn skal have lov til at være et barn, men aldrig alene.

Trods sin korte spilletid er ‘Georgies verden’ enormt charmerende og fuld af ny og ung energi i et ellers tungt emne. Med en fantastisk duo og verden fuld af farver, er det en vellykket og anbefalelsesværdig film.