Rupert Sanders’ fortolkning af ’Ghost in the Shell’ er amerikaniseret så det batter. Den er lettere tilgængelig end sit forlæg, mere actionpræget og overraskende nok en ganske habil omgang vestlig cyberpunk.
I en neon-belyst fremtid er grænsen mellem menneske og maskine så godt som udvisket. Viden kan downloades direkte til hjernen og leveren opgraderes, så man kan kaste sig i hegnet hver nat uden at skulle tænke på tømmermænd. Hos den monolitiske Hanka Corporation mener man at have taget det næste store spring: Major (Scarlett Johansson) er resultatet af den første succesfulde transplantering af en menneskehjerne ind i en fuldt ud syntetisk krop.
Hun indlemmes i Section 9, et antiterrorkorps specialiseret i cyberkriminalitet. Sammen med sin makker Batou (Pilou Asbæk) får hun nok at se til i kraft af en mystiske hacker med et horn i siden på Hanka. Forskere myrdes, men ikke før der er blevet rodet godt og grundigt rundt i deres hjerner. Men det stopper ikke der. Ikke nok med at den her hacker kan hente information, han kan også skabe falske minder. Dette udløser en eksistentiel krise hos Major, der bliver meget selvbevidst om skellet mellem hendes syntetiske krop og organiske hjerne. Især når kodefejl begynder at give hende hallucinationer ala deja-vus’ne fra ’The Matrix’ fra hvilken ’Ghost’ låner en hel del. Det er i for sig intet under, animeens indflydelse på Wachowski-søstrene taget i betragtning.
G3nre-Rem1X og S0urce_C0d3
Meget lig den aktuelle ’Skønheden og udyret’ er der med ’Ghost’ tale om en CGI-tung live-action fortolkning af en animeret 90’er-klassiker. Men ulig ’Udyret’ finder instruktør Rupert Sanders en skønhed i realfilmen. Byskildringen er lige dele ’Blade Runner’ og ’Enter the Void’, præget af regnvåde betonkomplekser og tårnhøje 3D-hologrammer.
Selvom filmen er skideflot, så finder den sin reelle eksistensberettigelse i sine tematikker. Væk er diskussionen af kunstig intelligens, der fyldte så meget i Mamoru Oshiis udgave fra ’95. I stedet dominerer spørgsmål om identitet og minders betydning. Det genkalder lige dele om Alex Proyas og Paul Verhoeven. Lighederne med ’Blade Runner’ begrænser sig heller ikke til det visuelle. ’Ghost’ giver nærmest udtryk af amerikansk cyberpunk filtreret gennem en remixkultur. Til tider fungerer det pissefedt. Andre gange mindre så. Der eksisterer ingen god forklaring på filmens kedelige kliche af en jakkesætskurk, der er som taget ud af ’Resident Evil’ og hvis dybeste karaktertræk er hans måde at snerre på. Og selvfølgelig kan den ikke nære sig fra at genskabe nogle af forlæggets action sekvenser, der desværre mister noget af den meditative tone, der stod i så skarp kontrast til de af Major uddelte øretæver.
F0r hv3r7 f0rd37 1 ul3mpe
Men for hver genbrugt ide er der et nyt tiltag. Filmen introducerer kønsdynamikker, der ikke udspringer af en seksualisering af Major, hvor meget den hudfarvede kropsnære dragt kunne antyde. Disse kobles med samfundskritiske elementer, især i filmens tilgang til virksomheder og samtykke, der føles velkomne. Hvad der kan læses som en kommentar til whitewashing-kontroversen om Johansson fungerer faktisk fremragende i filmens univers og har potentiale til det geniale. Det bliver desværre ikke indfriet. Filmen har nemlig svært ved at finde balancen mellem overforklaring og stof til eftertanke. Derfor bliver nogle pointer slået fast med syvtommersøm mens andre bare bliver hængende i luften.
’Ghost in the Shell’ kunne nemt være blevet en katastrofe. I stedet er den langt bedre end forventet. Filmen er mere end et kompilationsalbum af de bedste (og værste) skæringer som genren kan byde på. Den står stærkt nok til at være sin egen film, om end én, der virkelig bliver interessant i relationen til sit forlæg. Den får et ærgerligt anfald af prequel-feber, hvor den tvinger sig ned i en genkendelig status quo, der desværre ikke føles organisk og derfor får den ikke slået tilfredsstillende krøller på dens tematikker. Men den giver både øjne og hjerne masser af protein – mere, end hvad man normalt får serveret.