HBO dokumentar viser et dysfunktionelt retssystem, og menneskerne der kæmper for at ændre det.
I USA’s sydstater følger vi tre unge offentlige forsvarere, der kæmper en idealistisk kamp, for at beskytte de svageste og fattigste medlemmer af samfundet. Lav løn, enorm arbejdsbyrde og emotionelt stress er en del af hverdagen for disse mennesker, der skal forsvare tyve, mordere og voldtægtsmænd – men også en masse uskyldige mennesker, der ofte må erklære sig skyldige for at undgå længerevarende straffe. På det tidspunkt de kommer for retten, har de allerede været varetægtsfængslet i så lang tid, at de måske har mistet både hus og arbejde, mens de muligvis har en familie de skal forsørge. Det er kritikken ‘Gideon’s Army’ kommer med. Den udstiller det amerikanske retssystem, og viser hvordan de mennesker, der har mest brug for hjælp fra start af er sat op til at fejle.
For at se systemet i aktion følges de tre forsvarere tæt, og vi oplever dem på meget nært hold både professionelt og privat. De ender med at blive hovedpersonerne, og selvom de er interessante og sympatiske mennesker, bliver det i sidste ende mere en film om tre mennesker og deres personlige kampe. Der bliver dvælet for meget ved det, og filmen går lidt i stå, hvilket især er synd da kritikken af selve systemet er relevant og nødvendig. Filmen bliver på denne måde en smule for fragmenteret og mangler retning. Den har dog et vigtigt budskab, og det er svært ikke at blive følelsesmæssigt påvirket af to sager, der følges tæt i den sidste halvdel. Den er derfor både seværdig og interessant, men et større overblik havde givet meget mere gennemslagskraft.