Gina Jaqueline – Midt i en drøm

Copyright: Kino.dk

Mindre sugardater og mere Gina.

Gina Jaqueline blev kendt i DR3 dokumentarserien ‘Gina Jaqueline – En sugardaters fortælling’, der følger Ginas liv som sugardater. Det vil sige en, der dater rige, ofte ældre mænd, og som til gengæld får luksuriøse gaver, rejser, middage og hotelophold.

Dokumentaren ’Gina Jaqueline – Midt i en drøm’ skildrer Ginas liv før, under og efter serien. Gennem dokumentaren går Gina Jaqueline fra sugerdater til mediekendis med ELLE artikler og selvbiografi. Selvom dokumentaren ikke byder på helt nye sider af Gina Jaqueline, viser det nære portræt Gina som en stærk kvinde med meget mere end sugardating at byde på.

Se mig
Gina Jaquelines store styrke er hendes evne til at iscenesætte og skabe en fortælling om sig selv gennem udseende, indretning og sociale medier. Hendes værelse er lyserødt og fyldt med nips, som kameraet dvæler ved. Hendes designeroutfits, makeup og selfie game er perfekt, men portrættet af Gina bliver aldrig overfladisk, da dokumentaren formår at indfange, at der under overfladen gemmer sig en enorm sårbarhed.

Forskellen på Gina i pailletkjole og høje hæle, og Gina i sengen med tømmermænd, er en genkendelig kontrast imellem det, der vises på sociale medier, og det, der gemmes væk.  Heldigvis dækker dokumentaren både den sårbare og den selvsikre Gina, og portrættet af de to sider er nok til at lade mig fascinere af hende.

Desuden er Gina Jaquelines baggrund interessant, fordi Gina er ud af en familie af stærke kvinder, der bakker Gina op i de livsvalg, som for mange kan synes uforståelige. Gina må stå model til megen fordomsfuldhed, stærkest udstillet mod slutningen af dokumentaren, da et interview ender i subtil voksenmobning.  Dokumentaren viser en tætknyttet familie, der blæser på stigmatiseringen af Ginas ukonventionelle livsstil.

Bagsiden
Ligesom serien er dokumentaren instrueret af Sofie Lange Jørgensen, og derfor føles dokumentaren ofte som en gentagelse af serien, både indholdsmæssigt og teknisk. Flere skud fra Ginas lyserøde og pyntede lejlighed går igen i dokumentaren, ligesom grebet med at bruge Ginas egne snapchats og selfies, igen bruges til at følge med Gina helt ind i suiten på D’Angleterre.

Jeg savner at se mere nyt om Gina Jaqueline. Har man set DR3 serien, bringer dokumentaren kun lidt nyt til fortællingen om Gina. Jeg kunne sagtens bruge meget mere tid på at undersøge dynamikken mellem mormor, mor og Gina, der deler passionen for mode, udklædning og fest. Samtidig antydes flere historier, eksempelvis om Ginas opvækst, der forbliver ufortalte.

Lyserød iscenesætter
I ‘Gina Jaqueline – Midt i en drøm’ får vi meget mere Gina, meget mindre sugardating, heldigvis, for Gina er så meget mere! Uden at bringe helt nye sider af Gina frem i lyset, nuancerer dokumentaren portrættet Gina som en stærk og sårbar kvinde, der opnår sine drømme på utraditionel vis, bakket op af familiens tradition for at lade kvinder gå egne veje.

copyright: Kino.dk