Smerteligt coming-of-age-drama fra det dunkle og grå ghettomiljø er tæt på at skinne som en diamant.

Paris, byernes by. Det velkendte og romantiserede udtryk får i Céline Sciammas (’Water Lilies’, ’Tomboy’) urbane ungdomsdrama mere end svært ved at leve op til netop det udsagn. I stedet får vi serveret en brutal omfavnelse af et kompleks og underprivilegeret liv set gennem en teenagers øjne. Hippe caféer og velduftende croissanter er for en stund ikke eksisterende. Fokus er lagt på en pigebande, der holder til i samme berygtede parisiske forstad, som var omdrejningspunkt i Mathieu Kassovitzs fænomenale ’La Haine’.

’Girlhood’ lægger ud med en eksplosiv introduktion af en amerikansk fodboldkamp. Bag hjelmene og skulderpuderne gemmer der sig intet testosteron, men hårdføre mørke teenagepiger. Det stærke sammenhold der opleves på banen blandt pigerne mister derimod sin kraft, når turen går tilbage til den svagt oplyste ghetto. Som pigeflokken gradvist bliver mindre, og grinene og den selvsikre attitude forsvinder, er der til sidst kun den 16-årige Marieme tilbage. Hun følges tæt af kameraet op ad betontrapperne til en mindre lejlighed, hvor hun bor med sin mor, to mindre søstre og en voldelig og kynisk storebror. Moren gør rent i de sene nattetimer og er derfor ikke meget til stede. For Marieme er tilværelsen ikke nem. Resultaterne i skolen svigter, og udsigten til at følge i sin mors mindre flatterende fodspor huer ikke den unge pige. Tingene ændrer sig dog markant, da Marieme møder tre farverige ghettopiger. Hun danner trop med den fri-sjælede gruppe, og udviklingen fra barn til voksen kan for alvor påbegyndes.

Den svære ungdom
Søgningen efter identitet blandt unge er ikke et nyt fænomen i filmens verden. Titlen kan da også let lede tankerne hen på Richard Linklaters følsomme coming-of-age drama ’Boyhood’. Begge film appellerer i høj grad til samme publikum, men Céline Sciamma vælger en synsvinkel, som sjældent fremstilles på det store lærred – sorte teenagepigers trængsler og venskaber i en anarkistisk ghetto. Castet er imponerende sat sammen af unge amatør-skuespillere. Alle fire piger i gruppen brillerer i deres debut, men den helt store stjerne er Karidja Touré, der i rollen som Marieme frygtløst og ærligt portrætterer både barnlig sårbarhed og bidsk råhed.

’Girlhood’ undgår i befriende vendinger mange af de klichéer og faldgrupper, der har tendens til at plage film af denne genre. Selvom der både er intense slagsmål og kriminelle handlinger fra pigernes side, så foregår det autentisk, troværdigt og med glimrende indblik i, hvordan disse piger har det med deres gerninger. Bedst eksemplificeret ved Mariemes stivnede smil og selvfordømmende udtryk, da hun frarøver penge fra en jævnaldrende skolekammerat. Filmen bruger et smart dramaturgisk kneb ved at lade Mariemes hektiske udvikling udspille sig i fire forskellige akter, hvor hver akt afsluttes med sort skærm. Udseendet er herefter ændret, og endnu et skridt mod de voksnes rækker er taget. Disse vitale vendepunkter i Mariemes liv fastholder interessen for den unge pige og gør fortællingen vedkommende.

Venskabet mellem de fire piger præsenteres med en rå saft og kraft. Der er stærke følelser involveret, og op og nedturene hos den lille gruppe brænder effektivt gennem lærredet. De bliver hinandens eneste støttende familie, i en verden hvor svigt og manglende ressourcer er en dominerende faktor. Céline Sciamma formår, i sit tredje ungdomsdrama, at vise, hvorfor unge teenagere i socialt belastede områder har behov for at føle sig værdsatte, og hvordan disse grupper dannes. Stærkest står scenen, hvor pigebanden har indlogeret sig på et hotelværelse for penge, de ikke selv har tjent. Her danser de deres bekymringer væk i fine tyvstjålne kjoler til Rihannas ’Diamonds’. I håbefulde blå farvetoner indfanges hele ’Girlhoods’ univers i en enkelt sublim scene; opløftende, energisk og nådesløst melankolsk. En måske lidt for lang spilletid ændrer ikke på, at ’Girlhood’ er et intenst og medrivende ungdomsdrama.