Glass -

Night Shyamalan snubler fælt ved målstregen, da en medrivende første akt ikke kan redde en katastrofal afslutning på en lovende trilogi.

Kun M. Night Shyamalan er gået fra at skabe indflydelsesrige blockbusters som ’Den Sjette Sans’ til at blive gjort til selvparodi med komisk ringe flops som ’The Happening’. Man ved aldrig, hvor man har manden, og det gør ham simpelthen til en af de mest interessante instruktører, vi har haft. I 2000 fordrejede Shyamalan med ’Unbreakable’ superhelte-genren og gav karakteristiske blockbuster-stjerner som Bruce Willis og Samuel Jackson atypisk materiale at arbejde med. Shyamalans bud på en superheltefilm skulle have været første del i en trilogi, men det blev ikke til noget, før ’Split’ fra 2016 overraskede os alle. Det ledte til, at vi med ’Glass’ nu er nået til vejs ende for Shyamalans superheltetrilogi.

Superman og psykopaterne
David Dunn (Bruce Willis) har påtaget sig ansvaret som Philadelphias Batman. Med sin superstyrke tager han ud om natten for at banke skurke og redde dagen, mens han flygter fra de uforstående autoriteter. En dag opdager Dunn, at en gruppe cheerleadere bliver holdt fanget af den sindsforvirrede Kevin Wendell Crumb (James McAvoy) fra ’Split’, som lider af galopperende personlighedsspaltning. Efter et intenst opgør befinder David og Kevin sig pludselig i en psykiatrisk afdeling, hvis psykiatriker (Sarah Paulson) vil gøre alt for at overbevise dem om, at de ikke har superkræfter. På samme afdeling støder Dunn på sin ærkefjende fra ’Unbreakable’, Mr. Glass (Samuel Jackson).

Så langt så godt
’Glass’ starter utroligt lovende ud, fordi alt virker, som det skal. Bruce Willis leverer en af sine bedste skuespilpræstationer i mange år, og det er dejligt endnu engang at holde med ham som den store helt. McAvoys splittede personlighed fungerer endnu bedre i en birolle, og vi får endda flere af de 24 forskellige personligheder at se, hvilket er med til at skabe filmens sjoveste øjeblikke. I sidste ende er det dog Samuel Jackson som den titulær Mr. Glass, der stjæler showet. Det er tydeligt at se, at manden har savnet at spille med de nuancer, han får som den besatte superskurk, der har læst lidt for mange tegneserier. Hans indre kamp om at finde sin plads i livet er både tragisk og fascinerende, og det er filmens stærkeste punkt.

Breakable
Desværre får vi ikke meget mere end en snert af filmens lovende begyndelse, når vi bevæger os ind i filmens anden halvdel. Shyamalan synes åbenbart, at det er sjovere at se de tre karakterer blive psykisk nedbrudt og tvivle på deres superkræfter fremfor at være i topform som superhelte og superskurke. Her bliver især Bruce Willis’ David Dunn valgt fra i løbet af narrativet, hvilket virker som et fuldkommen fejlskud i maksimal Shyamalansk idioti. Hvorfor skabe en fantastisk origin-historie med ’Unbreakable’ og bruge den som en stor afsløring i ’Split’ bare for at ende med at skubbe det hele væk ved målstregen? Jeg fatter det ikke, og det er absolut filmens største svaghed.

Kevin og Mr. Glass fungerer glimrende som filmens skurke, men når man ikke har den vigtige helt ved sin side, føler man hele tiden, at der mangler noget. Derfor ender Shyamalan med et af sine største twists i karrieren at skabe komplet tomhed hos publikum, når rulleteksterne kommer på skærmen. Især slutningen vil nok blive husket blandt mange fans af Shyamalan som en af de mest utilfredsstillende slutninger i nyere tid. Det startede så lovende, men endte så dumt. Tænkt at M. Night Shyamalan rent faktisk kunne skuffe mig igen.