Det er en ganske særlig oplevelse, at man efter en tur i biografen har en følelse af, at man i løbet af de sidste par timer har lært et rigtigt menneske at kende. Ikke bare en karakter, men et menneske af kød og blod. Sådan en følelse giver den chilenske film ’Gloria’. For Paulina García spiller Gloria med så mange facetter og så meget dybde, at det er mere end forståeligt, at hun modtog en Sølvbjørn i Berlin for sin præstation.

Gloria har levet i Chile i hele sit 58-årige liv. Vi møder hende i en tid, hvor hun forsøger at passe sit arbejde, være der for sine voksne børn og få sin nattesøvn til trods for en forstyrrende psykisk syg overbo, der holder hende vågen ved natten igennem at have højlydte skænderier med sig selv. Alt imens livet går sin gang på denne måde, insisterer Gloria på at have en fest. Festen dyrker hun ved at tage på et diskotek for velvoksne singler i Santiago. Her møder hun den elegante Rodolfo (Sergio Hernández), der betages af hende. Rodolfo og Gloria nyder hinanden, men han har en krævende ekskone og to umanerligt uselvstændige (voksne!) døtre i bagagen, og de er en konstant kæp i hjulet for Gloria og Rodolfo.

Den chilenske filminstruktør Sebastián Lelio viser ved filmens titel, at Gloria er en film, der har sin hovedrolle i højsædet. Paulina Garcías, Gloria, er hele tiden i billedet. Når en flok livsglade og festlige midaldrende mennesker danser rundt på et diskotek, ses det over skulderen på Gloria. Vi følger hende, når hun på vej til arbejde synger inderlige bilturs-serenader, og Sebastián Lelio har med Gloria forsøgt at lade en typisk birolle være en hovedrolle. For når datteren bliver gravid, når sønnen er skilsmisseramt og når overboen kæmper med sin sygdom, så er Gloria der altid. Det er ikke nødvendigvis hende tingene sker for, men det er hendes følelser og hendes perspektiv, som vi er tilskuere til.

Når man får en fornemmelse af, at man rigtig lærer Gloria at kende, så skyldes det i høj grad, at hun reagerer naturligt på sine omgivelser. Gloria bliver for eksempel møgirriteret over, at Rodolfos ekskone ringer i tide og utide. Til en romantisk middag bliver hun faktisk så irriteret, at hendes reaktion er at lade hans mobiltelefon dumpe ned i en skål varm suppe. En herlig scene med en paintballpistol og en pailletbeklædt Gloria, som her ikke skal forklares yderligere, er mindeværdig, fordi den både er morsom og giver Gloria såvel som tilskueren en velfortjent forløsning. Paulina García spiller Gloria med en livsbekræftende nerve, og filmen lader på forfriskende vis handlingen udspille sig, som livet nu engang gør; tilfældigt og lettere trivielt. Det er ikke en film, der er drevet frem af et hæsblæsende plot, og det er på en og samme tid det, der gør filmen både fornøjelig og forglemmelig. For selve handlingen glemmer man hurtigt, men et møde med Gloria er et, man sent vil glemme.